Martin Nørgaard

Martin Nørgaard

 

Martin "Tidsrøver" Nørgaard (f.1984) er digter, underviser, musiker og håndværker. 'Dagene løber halt' er hans debut som forfatter.

 

Dagene løber halt er en samling af toogtredive digte. Titlen refererer til dét, at ikke alle dage er ens – nogle er gode, andre er dårlige. Nogle dage får man skrammer – dagene løber derefter halt - men dog stadigvæk fremad i bevægelse! Teksterne er korte og skrevet i et komplekst billedsprog.

 

Daniel Boysen, Modspor: “En række af digtene søger erkendelsen, ofte i udsigten, hvor dagene åbenbarer sig og viser sine forandringer. Miljøet i digtsamlingen er Århus, og man kan genkende stemningen omkring Store Torv eller Nordre Ringgade, hvilket giver digtene en genkendelighed for den århusianske læser. Men langt størstedelen af digtene er løsrevet et specifikt sted og åbner derfor op for, at de kan pege i flere forskellige retninger.”

 

Bente Skou, Trolderier: “Digtsamlingen er lille, og coveret “beskidt”, der er ringe fra en kaffekop rundt om på siderne, hvilket alt sammen er med til at give et autentisk præg. Som om man bedre kan fornemme digteren i den anden ende, der sidder ud på de sene timer med sin kaffe og sin pen…..Fornemmelsen af den røde tråd i digtsamlingen, dagene der løber forbi, dagenes forskellige tidspunkter, morgen, nat, tidligt, sent, fortid, nutid. Jeg kan godt lide, når jeg bliver “hjulpet lidt på vej”, taget i hånden, så jeg ikke farer mere vild end højest nødvendigt, men kan bevæge mig inden for titlens ramme.”

 

Jørgen Wassilefsky, Forlaget SPANGSGAARD Art: “Lille i omfang, men smuk bog, hvis omslag er en æstetisk nydelse.

 

Om så dagen

alligevel får en ende

i dit vildnis

og klokkerne

langsomt

træt

ringer ind til

sidste øjeblik

er du stadig

min næses

erindring

 

Dagen er et fotostat, hvorfra digteren har skrevet sig ud, skrevet sig ind i samlingen.

 

men her ved kanten af ordene

er det pludselig blevet alt

blot at holde fast

 

Digteren skriver sig ind i samlingen gennem dagen som erindring, sat op som fotostater og hvor indramningen er længsel.

 

Martin ”Tidsrøver” Nørgaard er ikke en tidsrøver, men en digter hvis digte er et parallelt liv til læseren, hvis ”natpletter” er indfarvet af nattens sværte.

 

Digtsamlingen er en balance mellem lys og skygge, men på ingen måde tyngende. Alvoren er til stede, med et August Schades lyse livssyn, og er med til at rejse digtene til et nærvær skrevet ud af dagen.

 

At holde Fast er at lade ordene være den bådshage, der fører læseren gennem samlingen.

 

I denne samling er der lysglimt af dagen, der er værensforskelle og det uundgåelige længslens tæppefald – det hele en del af de spor af poesi, der er så vigtige for en levende digtning. Martin Nørgaards digtbog er dagens digtsamling.

 

Som læser kan jeg kun juble over denne nærheds poesi.”

Materialevurdering, DBC, Thomas Olesen:“Vellykket debutdigtsamling, hvor der arbejdes med uventede ordkonstellationer, versbrud (enjambement) og brud med læserens forventning”.

 

Pipalukbooks

"Jeg holdt meget af at der var kaffepletter indeni også – det fik mig virkelig til at syntes den var lige lidt bedre. Det gav et break i flowet, hvilket jeg syntes er rigtig fedt og ved hver kaffeplet er der også et digt, som er skrevet med noget der minder om håndskrift. Det er virkelig enkelt og super godt lavet. Digtene står heller ikke alle sammen på midten af siden, hvilket gør det igen bryder med flowet, men på en god måde. Man skal ligesom forholde sig til hver digt, inden man går videre. Super godt lavet:)"Bedømmelse 5/5

 

Forlaget Snepryd 2015-2018. Copyright @ All Rights Reserved

Forlaget Snepryd Sverkilstrupvejen 7, Torup, 3390 Hundested

Telefon: 42208438 CVR nr. 30 96 6694

 

 

Konkurrencer

 

Kontakt

 

Ledige stillinger

 

Presse

 

Indsend manuskript

 

Referencer

 

Erhverv