Helle Kaare Lindberg

 

© Alle rettigheder tilhører Helle Kaare Lindberg - kopiering eller gengivelse af nogen art uden tilladelse hentet direkte fra forfatteren er ikke tilladt.

 

-----------------------------------

 

Chionodoxa

 

Okay, hvis du fik at vide, du havde en dag tilbage at leve i? Hvad ville du så gøre? Hvad jeg ville gøre? Jeg tror, jeg ville …

“Hvem har lavet det der nummer?” smiler mor, mens hun holder øje med den smattede motorvej. Det er glat som bare fanden.

“Nik og Jay, kan du lide det?” Lisa ruller vinduet lidt ned, så en stærk vind står ind i ansigtet. Mor nikker og tjekker lige sidespejlet. De skråler højt og falsk:

En dag tilbag’. Lev mens du gør det - elsk mens du tør det!

Det snehvide landskab suser forbi, som de tæsker derudaf med halvfems i timen. Motorvejen ligner en smal spids forude, og selvom det er midt i marts, vælter det ned. Mor træder på speederen, og bilen skrider lidt, da hun skifter spor. Femoghalvfems.

“Tror du, vi når det?” spørger Lisa og ruller vinduet op. Hun læner sig op ad ruden og gumler på en Tivolistang.

“Jeg gør, hvad jeg kan!” siger mor. “Det starter først klokken ti, så vi har et kvarter.” De minder hinanden om, hvor røvsygt det er at skulle til barnedåb og se en baby få klasket lidt vand i hovedbunden. Speedometeret rammer hundred, hundred ti, hundred tyve. “Giv lige en stang, skat,” plager hun og rækker ud efter posen. Lisa smiler og vifter med den, bare for at drille. De griner begge to, mens bilen slingrer lidt ud til højre. Vinterdækkene har ligget i kælderen hele denne sæson.

“Ej mor, styr lige din grådighed.” Lisa stikker hele næsen i posen. Det dufter sødt og syrligt på samme tid. Mor sender et par sliksultne hundeøjne. “Slap nu af … Du skal nok få, tykke!”

“Det er da din skyld, at jeg er så fed,” smiler mor og klasker hende på låret, så det svier. “Av for satan!” hyler Lisa. “Hvordan det?”

“Jeg tog toogtyve kilo på, da jeg var gravid med dig.” Hun slipper rattet med højre hånd og hiver i en delle ved maven.

“Jamen, det er jo femten år siden, mor.”

De griner begge to, og Lisa rækker posen frem. “Ikke lige nu, skat.”

Trafikken er i fokus, bakspejlet tjekkes. En stor lastbil presser på bagfra. Der er kun et par meter imellem. I inderbanen suser en rød Opel forbi.

“Syge stodder, hvad sker der?” råber mor og giver instrumentbrættet en ordentlig lussing. “Det er jo pisseulovligt det der!”

Der skrues op for radioen. I et eller andet haveprogram taler de om Sneprydens hårdførhed og hvilke arter, der er mest udbredt i Danmark. Planten er ikke til at tage fejl med de betagende lavendelfarvede blade og stjerneformede blomster med et hvidt øje i midten.

“Jeg gider ikke høre på det lort!” Lisa gaber stort og klør sig lidt i nakken. “Hold dog op, du bør da interessere dig for naturen, snart er den måske ødelagt.”

“Ej, hør lige dig selv.” Lisa himler med øjnene og finder en anden kanal. “Hmm … det var bedre,” siger hun. “Farlig … Rasmus Seebach.” Hun læner sig bagud og rynker sin fregnede næse. Så vandt hun kampen. Igen. Mor er for nem. Alt for nem. Posen knitrer, da hånden finder vej til endnu en Tivolistang.

Lastbilen er der endnu. Den ligger tungt på vejen, og båthornet trykkes helt i bund, inden den glider over i ydersporet. De ligger side om side. Hvem kører stærkest?

“Idiot, jeg må sgu da ikke køre hurtigere,” råber mor og ser vild ud i øjnene. Lastbilen lægger an til en overhaling. Begge køretøjer sætter farten lidt op.

“Kan det ikke være lige meget, hvem der kører stærkest?” Lisa har aldrig rigtig forstået, hvorfor mor hidser sig sådan op i trafikken. Det sker næsten hver gang, som om en fremmed indtager hendes krop, når hun klasker røven i førersædet.

“Måske, men jeg nægter at køre i nærheden af en tabertruck. Det er en beslutning, jeg tog for hundred år siden,” griner hun og hamrer speederen helt i bund, så asfalten brænder under dækkene. De har jo også en barnedåb at nå frem til.

Kapløbet fortsætter, og ingen ser ud til at give sig. Der bliver spillet alvorligt med musklerne. Mor læner sig forover, mens chaufføren plaprer løs i sin mobiltelefon. Begge har højre fod solidt plantet på speederen. Himlen er mørkegrå, og bløde fnug lander på forruden, så vinduesviskerne må sættes på fuld speed. Nu ligger hun forrest. Bare lige et ryk til, så kan hun svinge indenom og tage føringen i ydersporet.

Lisa skruer endnu en tand op for musikken. Der er skrat på kanalen, men det er hun ligeglad med. Det er vildt det her. Fuld fart, så det kilder i maven. Det er alligevel ret fedt at køre stærkt.

“Kom nu mor, du kan godt!”

Sætningen hænger i luften et sekund eller to, men så sker det. Alt forekommer som i slowmotion. Lastbilen rammer førersiden. Bilen krøller, skrider, snurrer rundt om sig selv, ligger på tværs. Tusindvis af bittesmå glasskår glimter som diamanter på den våde asfalt. Harmonikasammenstød længere bagud. Et dyttende orkester. Mor slynges forover, ligger slapt ind over instrumentbrættet. Mørkerødt blod pibler frem fra hovedbunden og drypper ned i bilens bund.

“Mor?” råber hun, men der er ingen reaktion. Hun klikker sig ud af selen. Er sluppet med enkelte skrammer og en ordentlig mavepuster. “Mor! Mor?” gisper hun og rusker hende i armen. Hun får blod på sine hænder og tørrer det af i sit lysebrune hår. Uden at tænke springer hun ud af bilen.

“Hjælp!” råber hun. Tårerne strømmer ned ad den forårsblege hud. En mand kommer til og ringer 112, inden han kravler ind på forsædet. Han hedder Verner, siger han og kan lidt førstehjælp.

Kort efter høres sirenen fra ambulancen. Med blå blink maser den sig gennem virvaret af biler. Det lykkes, og to mænd i neongule veste springer ud. De har en båre mellem sig. Den ene giver sig tid til at føre Lisa ind i ambulancen. Tonefaldet bag det kraftige fuldskæg er beroligende. Han spørger ind til hendes navn. Ikke mere. Straks efter griber han igen om båren og løber i retning af mors krøllede bil.

Fra den tonede rude ser hun, hvordan de får hende fri og spænder hende fast til båren. De konstaterer, der er puls. Hun er altså ikke død, tænker Lisa. Det er svært at vide, hvad man skal tro.

Båren bæres ind og fastgøres til et metalstativ, der er boltet fast i vognens bund. Der er trangt. De sidder skulder mod skulder. Redderne springer ind og virker forbløffende rolige, mens de rutinemæssigt tager sig af slanger og måleapparater. Det bipper og gør ved. Sproget de taler er svært at forstå. “Hæmoglobin … hypotension … bradykardi… ” Lægevolapyk, tænker Lisa og læner hovedet ruden.

Gad vide om mor dør? Det er en væmmelig tanke, der er helt umulig at forholde sig til. Hun får lyst til at spørge redderne, men tør ikke, for hvad hvis de svarer: “Ja, hun overlever ikke det her.” Hvad så? Hun bliver enig med sig selv om, at hun langtfra er klar til et ærligt svar. Men bliver man nogensinde klar, når det handler om døden? Nok ikke, selvom det er en del af livet ligesom alt muligt andet. Tanken gør hende mørk, og hun stirrer på mor, der har drop og slanger over det hele. Det er lidt underligt, for hun er smuk, selv i den tilstand. Der er noget helt særligt ved ansigtsudtrykket. Det virker fredfyldt og fremmed på samme tid. Forsigtigt stryger hun mors hånd. Den er så blød. Så fin. Måske er det sidste gang.

Ambulancen svinger ind til Rigshospitalet. Pludselig er de der bare, som om de er fløjet gennem byen. Mor køres afsted til intensiv, mens Lisa undersøges grundigt, inden hun henvises til en ventesal på samme etage. Der er ingen grund til bekymring, siger lægerne. Hun skal nok få besked, når situationen er under kontrol. Personalet forklarer, at børn ikke skal overvære, når deres forældre bliver undersøgt. Det kan nemlig godt virke voldsommere end det er, og det er der slet ingen grund til.

Hun slår sig ned på en stol i venteværelset og bladrer i gamle Anders And blade, selvom det aldrig rigtig har været noget for hende. Siderne er bløde og fedtede af menneskehænder. Syge menneskers hænder. Det hele flyder sammen. Hun ved ikke hvorfor, men hun kommer i tanke om mobilen i lommen, og skal lige til at tage den op, men pludselig orker hun den ikke. Bare tanken om, at en eller anden ringer eller skriver på Facebook om noget, hun skal tage stilling til, er ikke til at holde ud. Og hvis nu hun svarer, og personen spørger til mor, så vil hun helt sikkert komme til at tude. Lige nu er bare det at skulle snakke med et andet menneske ikke til at overskue, og hvad skulle hun også sige? At mor måske er ved at dø? Tårerne presser bag øjnene, og vælger hun at give slip, så stopper det nok aldrig.

Pludselig tænker hun på Dorthe og den skide barnedåb. De er nok i fuld gang, fylder sig med pindemadder og sandkage med lyseblåt overtræk. Bør hun melde afbud? Er det ikke lidt flabet bare at blive væk? Hun tænker sig godt om. Nej, hun skylder ikke nogen noget. Slet ikke i dag.

Hun lader blikket vandre i venteværelset. Sidste gang hun var på skadestuen, havde hun forstuvet sin ankel på en klassetur til Botanisk Have. Hun snublede i drivhuset. Den eftermiddag gættede hun på, hvorfor folk sad i venteværelset, hvad de hed, og hvad de lavede i deres fritid. I dag er hun tom for både ord og tanker. Der er kun mor.

Selvom hun ikke tror på Gud, folder hun hænderne alligevel. Inderst inde håber hun på en forbindelse til noget større. Et mirakel måske, nogle skytsengle eller sådan noget, for det tror hun på af en eller anden underlig grund. Tanken om sådan en engel lægger ligesom en dæmper på det hele og puster liv i forhåbningen om, at mor nok skal klare den. Hun må bare ikke dø. Et liv uden hende er intet værd. Hun har altid været den, der har trøstet, forkælet og været ærlig på de helt rigtige tidspunkter, også selvom det nogle gange har gjort lidt ondt. Nu kan hun ingenting udover at kæmpe for livet et eller andet sted på samme etage. Lisa forstår det ikke. Jo, med fornuften gør hun, men det føles så forkert, at hjertet ikke kan følge med. Det er mærkeligt at tænke på, at livet kan komme på prøve fra det ene øjeblik til det andet, og at vi først ved det, når det er for sent.

“Lisa Kragh Ørnsleth?” En mand i hvid kittel lægger hånden på hendes skulder. Han er høj og slank. Omkring de halvtreds. Lidt gråsprængt i det mørke, kraftige hår. Sådan én, der ældes med ynde, som George Clooney eller Oliver Bjerrehuus.

“Ja?”

Lidt flov skiller hun sig af med Anders And bladet og lister det ind under sædet. Det virker helt forkert at læse tegneserier i denne situation.

“Bjørn Henriksen ... læge … Det er mig, der behandler din mor.” Han smiler og vipper med sin hvide træsko. “Er der bare dig?” spørger han. Lisa nikker, mens hun stirrer ned på den vippende sko. “Hvad med din far?”

“Min far … jeg … kender … ser ham ikke,” stammer hun. “Søskende?” fortsætter Bjørn. “Nogen vi skal kontakte?” “Nej, der er kun mig.”

“Nå,” siger han. ”Er du sød at komme med?” Han rækker hånden frem, men hun tager den ikke, rejser sig bare mekanisk og følger med ned ad den lange gang. Gid hun kunne strække uvisheden lidt endnu. Intet nyt er godt nyt, som man siger.

“Er hun død?” Ordet ‘død’ runger forkert i den tomme gang.

“Nej, men det er kritisk,” konstaterer Bjørn. “Voldsomme kvæstelser og en del indre blødninger.”

“Er hun vågen, kan jeg tale med hende?” Lisas stemme bliver grødet, og tårerne presser sig på i de grønne øjne.

“Du må ikke blive forskrækket, men … hun ligger i koma.”

“Koma?” Hun bliver iskold under huden. “Klarer hun den?” spørger hun, selvom hun tvivler på, om hun kan tåle at høre svaret.

“Jeg tør ikke sige for meget, men foreløbig ser det lovende ud,” beroliger Bjørn.

De træder ind på en stue, hvor lyset er lidt koldt. Lisa bliver stående i døråbningen. Bare et øjeblik. Tårerne strømmer ned ad kinderne, og næsen løber. Med ærmet tørrer hun det værste væk, men det bliver det bare værre af. Jo mere hun tørrer, jo mere kommer der.

“Vil du se hende?” spørger han, og Lisa nikker. “Kom du bare tættere på.”

Hun sætter sig på stolen ved siden af hospitalssengen. Der er apparater, drop og slanger allevegne. På en lille skærm måles pulsslag og hjerterytme. Det bipper monotont.

“Jeg lader dig være lidt alene,” siger han og klemmer hendes skulder. “Ring, hvis der er noget.” Døren lukkes med et klik.

“Jeg elsker dig mor!” hvisker hun. Ordet ‘elsker’ lyder pludselig lidt anderledes, når det skrælles helt ind til benet. “Du må ikke dø!” Hun knytter hænderne så hårdt, at knoerne bliver hvide. “Jeg vil gøre alt,” lover hun.

Pludselig mindes hun noget, mor engang har sagt: Når noget forfærdeligt sker, så lægger guderne en gave til én. Det er vist et gammelt indiansk ordsprog. Hvad kunne det være for en gave? tænker hun, og hvad menes egentlig med gave? Ifølge apparatet slår hjertet vist, som det skal. Men hvad hvis det går galt? Er det så der, hun får gaven? Nysgerrigheden giver hende dårlig samvittighed. Hvad fanden tænker hun på? At mor overlever, er vel det allervigtigste, gave eller ej.

På væggen hænger et ur. Klokken er ved at være 13. Hun er egentlig slet ikke sulten, men ville nok have godt af en bid brød alligevel. Måske har de et eller andet i 7-Eleven?

“Jeg er tilbage snart,” hvisker hun og kysser mor på kinden, som om det var en ganske almindelig dag.

I butikken får hun lyst til en Cola og et par pølsehorn. På disken ligger der også en fin æske chokolade. Skal hun købe den? Den er dyr. Hun kigger i pungen. Der er lidt over to hundrede kroner. Hun har lige akkurat råd, hvis hun dropper colaen, men så er der heller ikke mere til resten af måneden.

Med en pose pølsehorn og chokoladeæsken i favnen bevæger hun sig rundt på hospitalet. Hvor kom hun fra? Det ligner hinanden alt sammen, som om det er en labyrint. Med lidt held og hjælp fra en lyshåret sygeplejerske finder hun tilbage til mors stue.

Det samme lys, den samme lyd, de samme folder i det lyseblå dynebetræk. Chokoladeæsken lægges i den lille skuffe i sengebordet. Hun er blevet lidt tørstig. På gangen står et rullebord med saftevand. Hun snupper et glas af det røde, selvom hun ikke ved, om hun må.

“Hej igen.” Bjørn stikker hovedet ind. “Jeg tjekker lige et par småting … hmm … det ser jo ganske fint ud,” mumler han. “Har hun bare ligget sådan der hele tiden?” Lisa nikker og har en lidt dårlig smag i munden over at have forladt stuen. “Og du har ikke forladt stuen på noget tidspunkt?”

“Nej,” lyver hun. “Hvornår vågner hun, tror du?” Stemmen knækker, og selvom hun kæmper for at holde gråden tilbage, lykkes det ikke helt. Det gør så forbandet ondt at græde så meget.

“Vi gør alt, hvad vi kan, det må du stole på.” Bjørn retter på brillen og hoster lidt tørt. “Her,” hulker hun og rækker chokoladeæsken frem imod ham. “Den er til dig.” Hun tørrer øjnene i ærmet og kigger op. “Lover du så, hun ikke dør?”

Bjørn trækker vejret tungt gennem næsen og lægger hovedet lidt på skrå. Brillerne skubbes op i panden.

“Jeg vil gøre mit bedste, Lisa … Det var det, du hed, ikke?” “Jo,” svarer hun.” “Men lover du det?”

“Ja.” Han smiler og stryger hende blidt på armen. “Og tak for chokoladen, det var alt for galt.”

Da han forlader stuen, løsner hun op for knuden i maven og giver helt slip. Hun græder længe og dybt, indtil hun udmattet falder om med hovedet på sengekanten.

Hun er i Liseleje. Mor er der også. I deres gamle sommerhus. Der lugter fugtigt. Deres hvide kat Carlo er blevet væk. Den har en smuk, lang pels. Ude i haven kalder de efter den. “Carlo … kis … kis … kis … Carlo.” Mor står med ryggen til. Pludselig vender hun sig rundt. Kridhvid i ansigtet og med størknet blod langs hårgrænsen. Hun peger i retning af et bed med stjerneformede, lavendelblå blomster. “Kom,” hvisker hun, og Lisa adlyder, tør ikke andet. Hun lister derhen. Helt forsigtigt, mens hun kigger sig over skulderen. Med ét høres et hvæs.

Hun vågner med et sæt og ser sig forvirret omkring. Hjertet hamrer derudaf. Hvor er hun? Hvad er der sket? Med håndryggen tørrer hun lidt savl væk fra mundvigen. Hun får øje på mor, der ser noget bleg ud. Ellers ingen forandring.

Lisa tænker sig godt om. Noget må kunne gøres. Men hvad? Pludselig får hun en vild idé. Hjemme ligger et guldarmbånd, som hun fik til sin konfirmation. Massivt rødguld. Det må være noget værd. Hun pisker ud på gaden og løber hele vejen til Ravnsborggade. Det river koldt i lungerne, og hun skrider en enkelt gang, så hun kurrer hen ad fortovet. Hun låser sig ind i opgangen, snubler på trappen. Hænderne ryster så voldsomt, at hun taber nøglen flere gange. Endelig er hun inde. Alt ser ud, som da de forlod lejligheden i morges. Strygebrættet, juiceglas, de tre skjorter mor fandt frem, inden hun fandt den helt rigtige. Der lugter hjemligt, og det er rart. Uden helt at vide hvorfor lader hun sig fortabe i det abstrakte maleri over sofaen

og tillader sig selv at tænke på absolut ingenting.

En dør smækkes i opgangen og med ét rives hun ud af sin tilstand. Pludselig husker hun, hvorfor hun er her og stormer målrettet ind på værelset, hvor hun finder armbåndet i smykkeskrinet under sengen. Hun knuger det et par sekunder, inden hun tager det på og forsvinder ud på gaden igen.

“Se dig lige for!” hvæser en ung kvinde med den helt rigtige barnevogn og det helt rigtige hår. Lisa ignorerer hende og spæner afsted uden at undskylde. I dag har hun ret til at være skideligeglad.

Forpustet står hun igen foran Rigshospitalet. Hun trækker vejret helt ned i maven og venter til åndedrættet har fundet sin vante rytme. Trafikken larmer, og et trykluftsbor smadrer asfalt ikke så langt derfra.

Hun finder vej til mors stue. Våde fodspor afsættes på linoleumsgulvet, mens hun går. Døren derind til er lukket. Forsigtigt åbner hun og træder et skridt tilbage. Fire læger læner sig ind over mors seng, og et par sygeplejersker står i baggrunden. Det hele virker lidt alvorligt, og der knokles på højtryk. Ingen lægger ikke mærke til hendes ankomst.

Bjørn kommer til syne ude på gangen, står lidt derfra. Han må have tilset en anden patient. De har så travlt de læger. Roligt vinker han hende hen til sig og trækker hende lidt til side. Hans stemme og måden, hvorpå han klemmer hendes hånd virker beroligende. Han råder hende til at gå en lille tur. Lidt frisk luft gør godt, som han siger.

 

Udenfor sætter hun sig på en bænk under den lysegrå himmel. Hun betragter de fnug, der smelter på hendes frakke. Mønstrene er helt unikke. De fnug der rammer hjertet, smelter først, men der er også varmt ved en ulykkelig datters hjerte. Hun lukker øjnene og indsnuser den rene duft af nyfalden sne. Sådan kunne hun blive siddende resten af sit liv, hvis det skulle være.

Da hun åbner øjnene, får hun øje på et lille blomsterbed. Det ligner et blåt tæppe. Hun rejser sig og tøffer derhen. Alle blomsterne er stjerneformede, og indeni er der et hvidt øje. Bare de overlever den nyfaldne sne, tænker hun. Blomster er jo ikke selv herre over vejrets omskiftelighed. Det er der ingen, der er. Selvom det føles forbudt, plukker hun en lille buket. De ser så smukke ud i hånden.

 

Da hun vender tilbage til stuen, er situationen igen under kontrol. Hun lægger frakken fra sig og synker ned på stolen ved sengekanten. Hendes spinkle hænder er røde af kulde. Forsigtigt lægger hun blomsterne på bordet og stryger mors hånd, hvorefter hun tager den i sin og stjæler varmen fra den. Deres hænder smelter sammen et øjeblik.

I det samme banker det på døren. Det er Bjørn. “Hjalp det at gå en tur?” spørger han.

Hun nikker og ser ind i hans øjne. De har en venligt skær, da han siger, at hun nok skal klare den. Det der skete, er ret almindeligt, så hun skal ikke være nervøs.

“Tak!” hvisker hun.

“Snepryd?” siger han, da han får øje på de blå blomster. “Hvor har du dem fra?” Der bliver helt stille, kun lyden af skridt ude fra gangen.

“Jeg fandt dem … u-u-udenfor,” stammer hun. “Hvad … hvad siger du, de hedder?” “Snepryd,” svarer han. “Chionodoxa på latin.”

Uden helt at vide hvorfor, kaster hun sig ind mod ham og klemmer ham om livet. “Tak Bjørn!”

“For hvad?”

“Schyy… ” siger hun, da hun lirker armbåndet af håndleddet og lader det dumpe ned i hans brystlomme, hvor der allerede ligger et par kuglepenne.

“Det kan jeg ikke tage imod,” siger han og får en alvorlig rynke i panden.

“Det skal du.”

Hun må lyde overbevisende, for han beholder det og forlader stuen. Da han er væk, ser hun sig omkring. Henne ved håndvasken ligger en stabel plastikkrus. Hun fylder vand i et af dem, sætter buketten derned, hvorefter hun stiller den i vindueskarmen. Blomsterne ser fortryllende ud i lysindfaldet.

Rastløsheden og sulten sniger sig igen ind på hende, så hun smutter ud på gangen og snupper endnu et glas af den røde saft. Det hjælper lidt på hullet i maven. Fingrene finder automatisk vej til mobilen i lommen. Det er længe siden, hun har skænket den en tanke. Gad vide om nogen har ringet? Men det er ikke til at vide, for mobilen er komplet og aldeles død, fladt batteri. Nå, tænker hun, så længe hjerterytmen er stabil.

I lidt lommeuld finder hun en Tivolistang, og lover sig selv altid at beholde den, om så den skal rådne væk. I et glimt mindes hun bilturen. Billedet af mor, der ligger slapt hen over rattet står klart. Hun får kvalme af at tænke på det.

Blikket finder i stedet vej til de store nypudsede ruder. I vindueskarmen står buketten så fint. Dens hvide øjne blinker. Hun stirrer på den så længe, at hun til sidst ser dobbelt. Tankerne får frit spil.

Lidt efter går hun på toilettet. Det strammer i blæren. Strålen er kraftig og har ventet længe på at blive sluppet fri. Mens hun vasker hænder, ser hun sig i spejlet. Huden omkring øjnene er hævet og rød, og hun får øje på en smule størknet blod i pandehåret. Det er mors, så hun kan ikke få sig selv til at vaske det væk.

“Hun er død!” siger hun til sig selv i spejlet. Ordene rammer som et hårdt slag lige i brystet. Hun gentager sætningen og leger med ordene for at forberede sig på det værste. Sådan har hun altid gjort. “Hun er død, død, død.”

 

Det er blevet aften. Det er kun, fordi der hænger et stort ur på stuen, at hun ved det. Hvileløst vandrer hun frem og tilbage og bilder sig selv ind, at hvis hun kan få skridtene til at passe snorlige til den bippende rytme fra apparatet og gå sådan i ti minutter, uden et eneste fejltrin, så vil mor overleve. Flere gange starter hun forfra.

“Lisa?”

Hun gør et ryk og kigger op. Bjørn står foran hende. Han lukker døren i bag sig. Det eneste der høres, er deres åndedræt og den bippende lyd.

“Er du ok?” spørger han. Hans øjne borer sig ind i hende. De er lysende blå. Hun mærker et klem på skulderen. “Det skal nok gå,” beroliger han. Han løfter sin hånd fra skulderen, placerer den i stedet under hendes hage og løfter hovedet op. “Du er en god pige,” siger han og kysser hende midt på munden. De står op ad væggen bag et forhæng.

“Ja-ja-jamen,” stammer hun.

”Schyy... ” Han holder hende blidt for munden. Hånden lugter af røg. Hun ryster i benene.

“Gør det bare,” hvisker hun under hans hånd. “Jeg vil give alt for, at min mor ikke skal

dø.”

Hans hånd finder vej til hendes inderlår. Han stryger det nænsomt og knapper forsigtigt

bukserne op. Hun siger ingenting og gør sig slap som en kludedukke, der vender hovedet væk. Tårerne lander på gulvet og bliver til våde pletter. Han smiler indyndende, griber hende om hagen og kysser tårerne bort. En dunkel skygge. Hun gyser, da han markerer med en finger. Pludselig er alting sort.

Da hun slår øjnene op, ligger hun under en dyne på en af stuens øvrige senge. Døren ud til gangen står på vid gab. Mor ligger skråt overfor og trækker vejret gennem en respirator. Lisa holder vejret så længe, at hun bliver blå i hovedet til sidst. Indeni føles det tomt. Nøgent. Pludselig husker hun, hvad der skete. I små glimt. Hun får lyst til at skrige så højt, at det kan høres helt ned til modtagelsen.

“Hvem er du?” spørger en fremmed mand i hvid kittel og træsko. Hans hår er rødt, og han har et let overbid.

“Datter,” hvisker hun og peger i retning af mor. Hjertet banker let under trøjen. “Nå, det kommer lidt bag på mig,” mumler han. “Hvem har du snakket med?” “Bjørn.” Navnet gør ondt i halsen.

“Bjørn?” Han ryster lidt på hovedet og gør sig nogle notater om mors tilstand. Han er en mand af få ord og nikker venligt, da han kort efter forlader stuen. Lisa synker sammen og gnider lidt på øjnene. Ude fra gangen høres stemmer, og det rumsterer lidt.

“Lars, kører du lige fru Hedegaard til røntgen?” råber en stemme derudefra. “Yes doc!”

Hun genkender stemmen. Det er ham. Bjørn. Uden at tænke, rejser hun sig fra sengen og slæber sig hen mod døråbningen, men hun når kun at se ryggen af ham. Længere fremme triller han afsted med en hospitalsseng. En ældre kvinde sludrer lystigt fra sengekanten. De griner. Inden længe er han en lille prik, der forsvinder rundt om et hjørne.

Var det gaven, guderne gav?

Inde fra stuen lyder en lang og pibende hyletone. Hun stormer derind. En kold vind suser gennem rummet og maser hende op ad væggen. Det strammer i brystet, og benene giver efter. Fra vindueskarmen er Snepryden væltet. Vandet danner en lille sø på gulvet. I en spredt bunke flyder de lilla blomster. Deres hvide øjne er lukkede.

 

Copyright © 2018: Helle Kaare Lindberg.

Forfatter: Helle Kaare Lindberg.

Redigering: Forlaget Snepryd, Nina Frederiksen.

 

 

 

Anmeldelse af ’Chionodoxa’ af Helle Kaare Lindberg.

 

Denne gang skulle novellerne omhandle temaet ”Snepryd”, og forlaget har valgt novellen ”Chionodoxa” af Helle Kaare Lindberg som vinder.

 

I novellen sætter Lindberg fokus på det særlige bånd, der er mellem mor og datter.

Det, der starter som en hyggelig biltur, får pludseligt fatale konsekvenser, da uheldet rammer. Vi følger teenageren, Lisa, i de efterfølgende timer efter uheldet, hvor hun forsøger at skabe mening af situationen, mens hendes mor befinder sig i grænselandet mellem liv og død.

Rent sprogligt formår Lindberg at møde sin læser på et ukompliceret grundlag, hvor ordknaphed og et rigt billedsprog dominerer novellens fremdrift. Det hverdagsagtige sprog og de nutidige referencer skaber en jordnær tone i novellen, vi som læsere kan relatere til. Derfor får vi lyst til at læse mere.

Mødet med uvisheden, døden, angsten og ikke mindst kærligheden er fremtrædende temaer i novellen. Hovedtemaet ”Snepryd” indgår lidt diskret i novellen, men da Snepryd heller ikke er en blomst, der tager megen opmærksomhed, er der en fin harmoni mellem hovedtemaet og de sideløbende tematikker. Man kommer dog ikke uden om blomstens tilstedeværelse, idet den trods alt fylder noget i historien. At snepryd ikke er en blomst, der er let at slå ud, understreges symbolsk i kraft af den kærlighed, der er mellem mor og datter. Symbolikken og de frie fortolkningsmuligheder er på den måde stærkt repræsenteret i Lindbergs novelle. Noget, der i øvrigt også kendetegner forlagets øvrige tekster og grundlæggende DNA . Derfor er Helle Kaare Lindberg novelle-konkurrencens vinder.

 

Anmeldt af Nina Frederiksen,

redaktionsmedarbejder, Forlaget Snepryd.