Jens Rosenbirk

 

© Alle rettigheder tilhører Jens Rosenbirk, kopiering eller gengivelse af nogen art uden tilladelse hentet direkte fra forfatteren er ikke tilladt.

 

-----------------------------------

 

Missionen

 

Det er morgen og hele verden er hvid.

 

Det har nemlig sneet voldsomt i nat, akkurat som Peter forudsagde i går. Når jeg kikker ud af vinduet, er alt omkring huset dækket af en hvid dyne. Det virker, som om at der er faldet mindst en halv meter sne. Træernes grene er hvide som i et eventyrland. Jeg glæder mig allerede til at komme ud og mærke sneen. Jeg tager min skoletaske og går udenfor. Peter står og venter på mig. Vi begiver os mod skolen, mens vi laver snebolde og kaster os i sneen. Vi griner begge. Jeg føler mig fri. Det er en god start på dagen.

 

Det er Peter, der først ser faren. Han siger ingenting, men peger blot til venstre. De tre drenge kommer ud fra en sidevej og ser os med det samme. Jeg ser mig omkring efter en flugtmulighed, men husene på begge sider har høje hække. Der er ingen vej væk. Vi kunne vende om og løbe tilbage, men drengene er større end os og vil hurtigt kunne indhente os. Den eneste mulighed er at fortsætte fremad og håbe, at de vil lade os være i fred. Jeg ved godt inderst inde, at det kommer ikke til at ske.

 

Da vi er næsten helt henne ved dem, begynder de hånende kommentarer. Så ved jeg, hvad der venter. Det starter altid med kommentarerne. Det er det samme ritual hver gang. Et forspil. Jeg kommer ikke til at vente længe. De griber mig og smider mig ned. Jeg kan mærke, at de er stærke.

Mit hoved er under sneen, og jeg er ved at blive våd under tøjet. Jeg prøver at trække vejret roligt. Peter er ved siden af mig. Hans mund er tæt på mit øre. "Husk nu, hvad jeg har lært dig," siger Peter. "Det her er jo ingenting i forhold til, hvad du før har gennemgået. Vi ved begge, at du er stærkere end dem. At du med dine kræfter kan tæve dem alle tre så let som ingenting. Men glem nu ikke Missionen. Du kan ikke afsløre dine enorme kræfter nu. Bid tænderne sammen og tag, hvad der kommer. Husk, at jeg er lige her ved siden af dig, og jeg vil altid være der."

 

Så begynder slagene. Når man er vant til smerte og ved hvad der kommer, er det ikke så slemt.

De slår hårdt, og de råber og griner. Jeg er glad for, at jeg har Peter ved min side. Jeg koncentrerer mig om ikke at slå igen. Det hjælper at fantasere om, hvad jeg ville kunne gøre ved dem. Jeg kunne tage træet derhenne, rive det op med rødder og tæske løs på dem med det. Jeg kunne tage dem en efter en og smide dem hen over hækken. Jeg kunne brække deres arme så let som ingenting.

Hvis de kendt min sande styrke, ville de være så bange for mig. Hvor ville jeg dog ønske jeg kunne vise dem, hvor stærk jeg er, men jeg forholder mig passiv. Missionen er vigtigere, end at jeg får hævn.

 

Efter et stykke tid ændrer slagene sig. Jeg kan næsten mærke tvivlen vokse ved hvert slag. Drengene griner stadig, men jeg kan se på dem, at de er usikre ved situationen. De er ikke vant til, at man ikke gør modstand. Endelig holder de op med at slå og går videre. Men inden de går videre, advarer de mig mod ikke at sladre til nogen. Som om jeg ville sige det til nogen. Hvem skulle det dog være. Jeg rejser mig op. Jeg er helt gennemblødt. "Det klarede du jo også denne gang rigtig fint, men du er også helt speciel. Det er jo også derfor, du er blevet udvalgt," siger Peter. "Jeg er stolt af dig." Peters ord gør mig glad. Han er min eneste ven.

 

Vi kommer for sent hen til skolen. Læreren skælder mig ud, fordi jeg kommer for sent og er drivvåd. Jeg sætter mig på min plads og lader mine tanker flyve. Det gør jeg ofte, når jeg er i skole. Nogen gange får jeg skældud for ikke at følge med, men jeg er ligeglad. Skolen er ikke vigtig for mig. For det meste får jeg dog lov til at være i fred. Det er det letteste for lærerne. Jeg tænker på Missionen og smiler indvendig ved tanken om, hvor storslået det bliver. Jeg har ikke fået så mange detaljer om den. Peter siger, at alt vil blive forklaret undervejs.

 

Peter kom til mig, da alting så sortest ud, og har været min ven lige siden. Det er ham, der har fortalt mig om Missionen, og at jeg er blevet specielt udvalgt. Han siger, at de havde ledt længe, før de fandt mig. Men da de først fandt mig, var de ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg var den helt perfekte person. Jeg er meget betydningsfuld. Missionen kan ikke gennemføres uden mig.

De holder hele tiden øje med mig og mine handlinger og er meget imponerede af, hvor godt jeg har håndteret de mange svære situationer.

 

Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne vise hele verden, at jeg har superkræfter. Men det kan jeg ikke. Det vil jo ødelægge Missionen. Det er kun Peter, som kender til dem, og sådan skal det blive ved med at være. Jeg har lovet Peter, at jeg ikke engang bruger dem, når jeg er helt alene. Når jeg spørger ham hvorfor, siger han, at det er netop der, at det er allervigtigst, at jeg ikke gør det. Det viser nemlig noget om min sande karakter. Mere kan han ikke sige. Der er nemlig mange ting ved Missionen, som er hemmelige, og det er bedst for mig selv, at jeg ikke ved alt. Jeg stoler på Peter.

 

Da jeg kommer hjem, står min søster ude i haven. Hun har ikke noget overtøj på. Det er koldt, og jeg kan se, at hun fryser. Hun må have været ulydig igen. Jeg ser på hende, men siger ikke noget. Jeg har forbud mod at tale med hende. Vi har ikke talt sammen i flere år. Og det er min skyld.

Hun møder mit blik et kort øjeblik. Hendes ansigt er udtryksløst. Det er sådan, vi gør det. Vi har lært ikke at udtrykke noget. Min søster er et år yngre end jeg. Hun er en smuk pige, men alt for tynd. Måske er det derfor, hun er så god til at gemme sig. Da vi var mindre, legede vi sammen. Jeg gjorde ting, som jeg ikke skulle have gjort, og nu må vi ikke tale sammen. Jeg var svag dengang, og hun måtte betale prisen. Men nu er jeg en anden. Jeg er blevet stærk. Heldigvis.

 

Jeg går ind i huset. Jeg bliver mødt af den samme svage lugt, som aldrig forlader mit hjem. Jeg ved ikke, hvad det er for en lugt. Kun at den er ubehagelig. Lugten er meget svag. Jeg tror egentlig, at jeg er den eneste, der kan lugte den. Nogen gange tænker jeg, om det i virkeligheden er mig, der lugter. Da jeg kommer ind i stuen, kan jeg se, at min far er i den første fase. Han er i godt humør. Det er han altid i begyndelsen. Nogle gange går han i byen, når han er i godt humør. Jeg håber, at i dag er sådan en dag. Der er altid tre faser, med min far. Først den gode, hvor han er i godt humør og fortæller sjove historier og får alle til at grine. Derefter kommer vreden og til sidst ender det altid med Pælen. I dag tager min far i byen. Det er jeg glad for.

 

Pælen er det værste sted der findes. Der sker væmmelige ting der. Når jeg er ved Pælen, er det utroligt svært ikke at afsløre Missionen. Heldigvis er Peter der altid til at hjælpe mig. "Vi ved begge, at du kan knuse ham så let som ingenting, men du må være stærk. Det er ikke et tegn på svaghed at du græder. Heller ikke at du tisser ned af dig selv. Jeg ved godt, at det gør din far endnu mere rasende, og at smerten bliver så meget større, når du gør det. Men det er tværtimod et tegn på styrke. Det viser, at du sætter Missionen over dig selv. Tro mig, vi er alle fulde af beundring over, hvor godt du har håndteret alle de mange vanskelige situationer, du er blevet udsat for."

 

Jeg drømmer tit om Missionen. Den kommer til mig i billeder, som er svære at beskrive. Men det er gode drømme, og når jeg har dem, er jeg altid ked af at vågne. Jeg ønsker altid, at de kunne vare lidt længere. Peter har ikke fortalt så mange detaljer om, hvad der skal ske, så i mine drømme har Missionen mange forskellige former. Jeg har svært ved at vente, men Peter siger, at jeg må være tålmodig.

 

En dag sker der noget uventet. Bilen fra Kommunen dukker pludselig op. Det er en overraskelse. Vi plejer at vide på forhånd, når damen fra Kommunen kommer, så vi kan træffe vores forholdsregler.

Da damen stiger ud af bilen, venter der endnu en overraskelse. Det er en anden dame. Jeg kan se, at min søster allerede har set hende og har gemt sig. Min far er overrasket, men går hende hurtigt smilende i møde. De taler sammen ude i haven. Min far er en høj mand. Han er næsten et hoved højere end hende, men som de står der, virker hun slet ikke mindre end ham. Min far er også en meget smuk og charmerende mand, der har et godt tag på kvinder. Både unge og gamle. Han kan næsten altid få dem til at smile og grine, men hende her griner ikke. Hun ser alvorlig ud og taler længe. Sådan plejer det ikke at være. Som regel er det min far, som taler mest.

 

De bliver længe stående og taler. Efter et stykke tid går damen går hen mod huset og signalerer til min far, at han skal følge hende. Min far står et øjeblik ubeslutsomt og kikker rundt, før han følger efter hende. Der kommer en række begivenheder, vi ikke har styr på. Min far smiler og er lige så charmerende, som han kan være, når han er allerbedst. Men her har han mistet kontrollen over situationen. Det er meget usædvanligt. Han plejer at have styr på alting.

 

På et tidspunkt kommer hun hen til mig. Min far følger med hende, men får at vide, at hun gerne vil tale med mig alene. Min far ser ikke begejstret ud ved tanken, men lader hende trække mig væk. Han når dog at sende mig et advarende blik, inden jeg går med damen ind i et andet rum. Hun holder sit ansigt tæt på mit, og ser direkte ind i mine øjne med et indtrængende, men venligt blik. Jeg kan dufte hendes parfume. Den dufter af ferskener. Hun præsenterer sig. Hendes stemme er varm og venlig. Jeg mærker en farlig fornemmelse i min krop. Jeg må passe på. "Du kan fortælle mig alt”, siger hun, ”du behøver ikke at være bange." Hendes stemme er stadig venlig. "Alt, hvad du siger, bliver mellem os. Din far får det aldrig at vide." Jeg kan mærke svagheden i min krop. Det føles som om, den begynder at ryste indefra. Jeg møder hendes øjne. Uden at se på mig selv ved jeg, at både mine hænder og krop er rolige. Jeg er stadig i kontrol, men mit indre er i oprør. Jeg er overvældet af en trang til at se bort fra al fornuft, og betro mig til hende. "Efter al den smerte, du har gået igennem, må du da ikke falde for hendes venlighed. Det er et trick, hun bruger for at få dig til at afsløre Missionen," siger Peter. "Jeg kan passe på dig og hjælpe dig, hvis du vil væk herfra," siger hun. "Pas nu på”, siger Peter. ”Det er nu, at du skal vise din sande styrke. Du må ikke bringe Missionen i fare. Du må ikke fortælle hende noget som helst. Det vil få uoverskuelige konsekvenser, Og vi er så tæt på nu. Fortæl hende, at alt er godt."

 

Hun virker slet ikke vred over min afvisning, tværtimod smiler hun til mig og siger, at hun vil komme igen, og at vi nok skal få nogle gode samtaler. Vi går hen til min far, der går nervøst rundt. Det var meget mærkeligt at se ham være på den måde. Sådan har han aldrig været før. Han ser på mig et øjeblik. Det, han ser, beroliger ham lidt. Han følger damen ud til hendes bil. De taler lidt sammen, før hun kører. Jeg kan ikke høre, hvad de siger, men min far laver sjove fagter til hende og peger på noget til højre for huset. Jeg får en meget underlig følelse indvendig af at se min far lave alle de krumspring.

 

Den aften ved Pælen bliver den værste og mest smertefulde nogensinde. Man skulle tro, at min far ville være glad for, at jeg ikke sagde noget til damen, men han er rasende, mere rasende, end jeg nogensinde har set ham før, og han lægger indædt alle kræfter ind i at straffe mig. Det er meget slemt. Peter siger, at jeg bliver straffet, fordi jeg har opdaget noget ved min far, som jeg ikke burde vide. Peter er meget klog og ved altid, hvad han skal sige for at hjælpe mig. Han er en god ven. Peter har fortalt mig, at det snart er tid. At det kommer til at ske før sneen er smeltet.

Og så ved jeg, at det er snart, for sneen burde faktisk allerede være smeltet, men det er som om, vinteren ikke vil slippe taget og lade foråret komme til. Den ligger stadig på jorden, og selvom vi får solskin, og man tror, at nu smelter sneen, så kommer der bare endnu mere sne fra oven.

 

Jeg vågner ved, at det banker på vinduet. Det er nat og mørkt udenfor. Jeg åbner vinduet. Det er Peter, der står udenfor. "Det er endelig blevet tid". Han smiler og hans øjne stråler. "Klæd dig på og følg med mig." Jeg kan mærke begejstringen bruse op i mig. Endelig. Ventetiden er ovre. Missionen venter forude. Jeg tager hurtigt tøj på og vil hente min frakke, men Peter siger, at det ikke er nødvendigt. Jeg kravler ud af vinduet og følger ham ud i natten. Det sner, og mens vi går, kommer månen frem og oplyser snefnuggene. Der er utroligt stille. Som om alle væsener i skoven er klar over at noget anderledes snart vil ske. Jeg er utålmodig, og har lyst til at sætte farten op, men Peter går foran mig, og han går i et roligt tempo. Det virker som om, vi har vandret i en evighed, da Peter endelig siger, at nu er vi fremme.

 

Vi står ved en lille høj omgivet af træer. Der ligger et tykt lag sne på højen. "Du skal op på toppen af højen", siger Peter. Vi kravler derop sammen. Det er stejlt og glat, men det lykkes dog efter et stykke tid at komme derop. "Det er tid til at jeg forlader dig. Den her del af Missionen skal du selv klare, men vi ses snart igen. Læg dig ned i sneen og luk øjnene." "Efter et stykke tid vil din krop blive kold, og du vil begynde at fryse, men bare rolig, snart vil kulden forsvinde, og en behagelig varme vil brede sig i din krop. Der er ikke noget at være bange for. Bare læg dig ned, og resten vil ske helt af sig selv."

 

Jeg siger farvel til Peter, og han går hurtigt ned af højen og forsvinder ud i mørket. Jeg lægger mig ned i den kolde, hvide sne. Det føles blødt og behageligt på trods af kulden. Jeg kikker på månen et øjeblik og lukker så mine øjne. Jeg kan mærke snefnuggene falde på mit ansigt. Jeg kan næsten ikke vente. Hvordan jeg bliver jeg mon hentet? Kommer der et skinnende rumskib ned efter mig, eller svæver jeg bare opad? Skal jeg række mine hænder op, eller kommer himlen ned til mig?

Er der flere børn ligesom mig, eller er jeg den eneste? Der må da være andre ligesom mig. Jeg kan da umuligt være den eneste. Jeg er begyndt at blive kold, men det betyder ikke noget, for snart vil det ske: Det fantastiske, som jeg har ventet så længe på. Missionen vil kalde på mig, og jeg er klar.

Det er som om, der ikke er plads til alle følelserne i min krop, men jeg ved, at dette øjeblik er det tætteste, jeg nogensinde har været på at være lykkelig.

 

Copyright © 2016: Jens Rosenbirk.

Forfatter: Jens Rosenbirk

Redigering: Forlaget Snepryd, Louise Bach

 

 

 

Anmeldelse af ’Missionen’ af Jens Rosenbirk

 

Anmeldt af Louise Bach, forfatter og kandidat i Nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet med speciale inden for det lingvistiske felt. Louise arbejder som sælger og forlagsassistent hos Forlaget Snepryd.

 

Forlaget Snepryd har udvalgt novellen ’Missionen’ af Jens Rosenbirk til vinder af konkurrencen. Konkurrencen gik ud på, at der skulle skrives en novelle om emnet ’lykke’.

Rosenbirk viser i sin novelle en alternativ tilgang til, hvad lykke kan være. Det er ikke en lalleglad, ensidig lykke, vi introduceres til. Det er ikke en lykke, som den, der stræbes efter og opnås i eventyr og ugeblade. Det er lykken over endelig at føle sig befriet for en stor smerte. Det er det lyksagelige ved det tomrum, der opstår, lige inden døden indtræffer. Det er en lykke, som rummer sin egen modsætning i sig.

’Missionen’ er først og fremmest udvalgt i novellekonkurrencen, fordi den rummer en originalitet, som gør, at Rosenbirk lykkes med at skrive om et emne, som ellers er så befængt med klichéer, som ’lykke’ nu engang er. Indholdet i novellen er set mange gange før: Et barn fra en socialt belastet familie søger overlevelse via eskapisme af den ene eller den anden art. Der er masser af faldgruber ved at bruge sådan et ’setting’. Men Rosenbirk slipper på fineste vis uden om de fleste af dem. Han skriver barsk socialrealisme, uden at det bliver belærende og politiserende. Nogle gange glider skriften over i noget poetisk. Rosenbirk skriver fra barnets perspektiv, og han skriver som én, der selv på meget umiddelbar vis har følt det, der sker i novellens barske og klaustrofobiske rum.

Rosenbirk må krediteres for sin evne til at indleve sig i det vanrøgtede barns tankegang. Hans skrivestil er umiddelbar og nøgtern. Vi følger historiens jeg - fortæller, derfra hvor han står – med den alder, han har, og med den viden, han har. Det er det, der bærer fortællingen, og Rosenbirk mestrer at fortælle levende og med et nuanceret sprog.

Hermed ikke sagt, at novellen ikke har sine skønhedsfejl. Det ville have pyntet med en gang stavekontrol og noget korrekturlæsning. Retskrivning og kommatering i teksten er ikke i top, og det farver selvfølgelig det indtryk, man får af den. Også tekstens indhold virker til tider en smule for upoleret. Der er nogle uheldige gentagelser, og det trætter læseren at få den samme information flere gange. En generel finjustering af teksten ville hjælpe meget med til at anskueliggøre dens ’mission’.

Jeg kan lide, at novellen giver lidt mere mening for mig, hver gang jeg læser den. Jeg bliver ikke træt af den – jeg rammes tværtimod af tanken om, at jeg ville ønske, der var en fortsættelse til den, så jeg kunne læse, hvad der videre skete med fortælleren. ’Missionen’ var et lyspunkt i et udvalg af noveller, der ellers langt fra var imponerende, og jeg vil helt klart råde Rosenbirk (hvem han så i øvrigt er) til at fortsætte med at udvikle sine evner udi i den kreative skrivning.

 

 

 

 

 

 

Forlaget Snepryd 2015-2018. Copyright @ All Rights Reserved

Forlaget Snepryd Sverkilstrupvejen 7, Torup 3390 Hundested

Telefon: 42208438 CVR nr. 30 96 6694

 

 

Konkurrencer

 

Kontakt

 

Ledige stillinger

 

Presse

 

Indsend manuskript

 

Referencer

 

Erhverv