Karen Høgh

 

© Alle rettigheder tilhører Karen Høgh, kopiering eller gengivelse af nogen art uden tilladelse hentet direkte fra forfatteren er ikke tilladt. Karen Høgh er 37 år og arbejder som pædagogisk konsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Hun står bag oprettelsen af Karen Høgh Litteratur, som kan følges på Facebook.

 

Karen Høgh tager del i den samfundskritiske debat og er forfatter til flere noveller.

Hvis det bliver regnvejr vandt forlagets novellekonkurrence i maj måned 2016 med temaet: "Fattig".

 

 

-----------------------------------

 

Hvis det bliver regnvejr

 

Jeg er ikke længere sikker på, at det gør en stor forskel, hvis jeg får et arbejde. Altså for samfundet og landets samlede BNP. Forskellen for mig vil til gengæld være til at mærke. Et arbejde vil gøre mig fri, intet mindre. Jeg vil være fri af det mærkat, der nu har siddet på mig i næsten to år og lyst med neon gule bogstaver: Arbejdsløs, står der. Jeg vil være fri for at føle skyld over, at jeg hver måned modtager penge af det offentlige. Og jeg vil være fri til at skabe mig en identitet, der passer til den person, jeg er. Sådan må en fremtid på arbejdsmarkedet være. Lysere og uden så mange bekymringer.

 

Når de siger, at der ikke er fattige i Danmark, ryster jeg opgivende på hovedet. Men når de efterfølgende antyder, at det er din egen skyld, hvis du alligevel er fattig, bliver jeg vred. Ikke sådan en vrede, der får mig til at koge over af raseri og råbe op, nej, en vrede, der ligger og ulmer, bliver tykkere og tykkere og som lader vente på sig, før den slipper ud.

 

Alligevel er jeg fortrøstningsfuld, for jeg passer ikke til mærkatet ’arbejdsløs’, men hvem gør også det? Bageren nede på Torvet eller chefen bag kontorets lukkede døre? Måske er det noget for postbuddet? Eller en politiker inde på Borgen? Mon dog. For hvis du er arbejdsløs, er du ingenting. Du er kun en belastning for samfundet. Og det er i hvert fald ikke noget for mig at være.

 

Vi er flyttet ind på Ungarnsgade. Det er der ikke noget underligt i, for huslejen er billig. Lejligheden er en lille toværelses med bad i køkkenet og et toilet på størrelse med et kosteskab. Det er ingen luksus, men jeg klager ikke, og børnene har heldigvis fortsat en alder, hvor de bare følger med.

 

For nogle uger siden mødte jeg min overbo for første gang.

− Hvor arbejder du? spurgte han, ligesom alle andre plejer at spørge.

− Jeg søger arbejde, svarede jeg og lukkede døren i for næsen af ham.

Bagefter skyndte jeg mig hen til kontorfællesskabet ved Magistrenes A-kasse, trak en kop gratis kaffe i automaten og skrev videre på en jobansøgning.

Jeg skal skrive mindst to om ugen og holde en log-bog over min aktivitet som arbejdssøgende. Som om at vi, arbejdsløse, ikke kan finde ud af at motivere os selv. Som om at vi, arbejdsløse, kun søger arbejde, fordi vi skal. Er der ikke nogen, der har overvejet, at vi, arbejdsløse, søger arbejde, fordi vi gerne vil arbejde og tjene vores egne penge?

 

Det der med at være fattig, som jeg i hvert fald kalder det, er et problem i mange sammenhænge. For eksempel ville det være meget lettere at have råd til sin egen PC end at være afhængig af computeren på det fælles kontor. Tænk at kunne tjekke skolens intranet eller have adgang til min Hotmail, lige når jeg har behovet. Med min egen PC ville alle de håndskrevne noter til jobansøgningerne således også være fortid. Men det er på sin vis småting, for det er problematikker, der kan løses. Værre er det ikke at have råd til skolemælk til min dreng, eller at være nødt til at udskyde at købe nye gummistøvler til der kommer penge igen i næste måned. Det er selvfølgelig kun slemt, hvis det bliver regnvejr.

 

Når de siger, at der ikke er fattige i Danmark, er det så fordi, fattigdom i Danmark er forskellig fra fattigdom i Uganda, Zambia eller Sydafrika? For selvfølgelig er den det. Betyder det, at når jeg har råd til tre måltider mad hver dag i Danmark, så kan jeg ikke være fattig? Det er jo ikke lammekoteletter eller røde bøffer vi spiser, men årstidens grøntsager, kartofler, pasta og brød i store mængder, som jeg for øvrigt selv bager. Betyder det, at når vi har adgang til rent drikkevand fra hanen i køkkenet, og ikke skal vandre tre kilometer til nærmeste brønd, så kan jeg ikke være fattig? Hvad skal vi i det hele taget bruge sådan en sammenligning til? Den gør kun det hele meget værre.

 

Samme dag, som jeg havde mødt min overbo, hentede jeg min ældste dreng på skolen. Det var blevet lidt sent på grund af arbejdet med ansøgningen.

− Mor, sagde han, og spurgte så også: − Hvor arbejder du?

− Jeg har ikke noget arbejde. Det ved du da, svarede jeg og smilede, selv om det nu var anden gang indenfor få timer, at jeg havde fået stillet samme spørgsmål.

− Vi skal besøge en politistation i morgen, og se hvad politibetjente laver, fortsatte han.

− Det lyder spændende, sagde jeg og tilføjede: − Mit arbejde er lige nu at finde et arbejde.

− Men hvad laver du så, imens du finder arbejde? Vi skal nemlig lave et stort billede, lige som en stor plakat, hvor vi skal skrive vores navne og tegne, hvor vores mor eller far arbejder.

− Så må du tegne, at jeg sidder og skriver ved en computer, det kan du godt, svarede jeg og puffede lidt til ham, for at få ham til at gå ud ad døren og hen til cyklerne, der var parkeret foran skolen.

− Og mor, så vil Britta, vores lærer, finde ud af, om vi kan besøge nogle af de steder, hvor vores forældre arbejder.

− Okay, måske I skulle se mit kontor, så, svarede jeg.

 

I løbet af aftenen voksede tanken i mit hoved. Jeg mente det faktisk. Børnene i 0. klasse ville have godt af også at møde den virkelighed, som inkluderer arbejdsløse. Hvor ofte er det lige, at man fortæller børn, at det kan være svært at få arbejde? Når man taler om, hvor spændende det er at køre ambulance, være statsminister, arbejde som nødhjælpsarbejder eller være fisker, havde jeg aldrig hørt nogen sige: Men husk nu, bliver du arbejdsløs, så klarer du også den, og du må ikke tro, at det er din egen skyld. Den eneste, jeg havde hørt sige det, var mig selv. Men det var selvfølgelig heller ikke sikkert, at det var rigtigt.

 

I mine tanker var jeg alligevel allerede i gang med at planlægge et undervisningsforløb, om det at være arbejdsløs og de konsekvenser det fører med sig. Og hvorfor lade det være forbeholdt 0. klasse? Alle klassetrin måtte have brug for viden om, at arbejdslivet som voksen ikke er så rosenrødt, som drømmen om at blive professionel fodboldspiller eller skuespiller på Det Kongelige Teater lægger op til.

 

I flere dage arbejdede jeg med idéen, inden jeg mistede gejsten. Jeg havde ellers planlagt en tur fra Jobcenteret til Magistrenes A-kasses kontor. I løbet af dagen ville børnene blive introduceret til nogle af de medarbejdere, der hver dag møder danskere uden arbejde, og de ville se omgivelserne, hvor møder og vejledning bliver afholdt, ligesom de altså også ville se det, jeg kalder mit kontor.

− Det kan være med til at lære børnene, at det for en periode er helt almindeligt at være arbejdsløs, argumenterede jeg over for Britta, da jeg sent torsdag eftermiddag ringede til hende.

− Er det overhovedet noget for børn at vide? svarede hun.

− Ja! Selvfølgelig er det det, sagde jeg og fortsatte: − Det er jo alle slags mennesker, der bliver arbejdsløse, både dem med en god uddannelse og de ufaglærte. Det er os alle.

− Jeg ved nu ikke rigtigt, jeg synes, at børnene er for små, indvendte Britta.

− For små? Min stemme var lidt skinger nu: − Selv om de er små, lever nogle af dem jo i det til hverdag. Mine børn vokser lige nu op med en mor, der er arbejdsløs, pengene er små, men vi må finde en løsning alligevel. På alting. Hvorfor må de ikke vide mere om det?

− Jeg ved nu ikke rigtigt, gentog Britta.

Og sådan blev det. Britta var ikke interesseret i mit forslag, selv om jeg tilbød at arrangere det hele, tale med medarbejdere både i Jobcenteret og i MA. Heller ikke argumentet for at børnene på denne måde også ville møde jobkonsulenten i Jobcenteret eller uddannelsesvejlederen i MA kunne rykke ved Brittas indstilling. Børnene var for små til at forstå denne virkelighed.

 

Da jeg lagde på, var jeg først skuffet. Hvad nyttede det hele, hvis ikke vores børn måtte kende til de mere besværlige sider af livet? Men så gik det op for mig, at jeg måtte tage ansvaret på mig, i hvert fald over for mine egne børn. For selv om de endnu ikke havde opdaget det, så ville de med tiden finde ud af, at vi ikke mødtes med venner til frokost på en af byens caféer, som andre familier. Eller at hvis vi mødte op, kom vi altid en time senere end de andre, fordi jeg kun havde råd til en kop kaffe til mig selv og en is til børnene efterfølgende. De ville med tiden lægge mærke til, at hverken de eller jeg fik klippet hår ved en frisør. De ville opdage, at jeg altid havde en forklaring på, hvorfor vi ikke skulle i Legoland i sommerferien eller hvorfor de ikke måtte få et tourpas i Tivoli. Kort sagt forudså jeg mange situationer, hvor min troværdighed ville komme på spil. Min beslutning var derfor stålfast. Jeg kunne lige så godt melde det klart ud og fortælle dem, at vi var fattige.

 

Om de forstår, at det er derfor at skolemælken mangler til madpakken eller det med gummistøvlerne, det ved jeg ikke. Og hvorvidt, det bliver anderledes, når jeg får arbejde? Det må tiden vise, for da har vi måske lært at leve uden.

 

 

Anmeldelse af ’Hvis det bliver regnvejr’ af Karen Høgh

 

Anmeldt af Kamilla Gholami Andresen, dansk bachelor og redaktørassistent på Forlaget Snepryd.

 

Dette er fortællingen om en arbejdsløs mor, og den skildrer kvindens liv som arbejdsløs, og hvad dette indebærer af afsavn for hende og hendes børn. Hun har ikke råd til sin egen computer og må sidde i a-kassens offentlige kontormiljø. Børnene får ikke skolemælk til madpakkerne, og der er heller ikke råd til nye gummistøvler. Undervejs i fortællingen funderer hovedpersonen over titlen arbejdsløs, og hvad den betyder i dagens Danmark.

Denne novelle skildrer en hverdag, som er aktuel for rigtig mange mennesker i Danmark, og den giver et indblik i hvilke problematikker, der er forbundet med ikke at have et arbejde. Dels selve titlen som arbejdsløs, der kan være svær at præsentere for andre mennesker, dels samfundets fortolkning af en arbejdsløs og de krav, der stilles fra Jobcentret og a-kassen, og dels en hverdag med forskellige afsavn, fordi der ikke er råd til de ting, som der plejer.

Novellen er samfundskritisk, og den har ikke et positivt syn på systemet, og hvordan dette tackler arbejdsløses situation, men den lægger bestemt også op til debat, for hvornår er man fattig? Er det, når man ikke har råd til mere end kaffe på caféen, mens de andre spise fulde måltider? Er det, når man ikke har råd til skolemælk eller nye gummistøvler til børnene? Er det, når man skal gå langt til en brønd for at få vand, eller er det, når man mangler tag over hovedet? Forfatteren bag novellen har bestemt gjort sig tanker om dette, og der bliver lagt op til, at du som læser skal gøre det samme.

Jeg giver denne novelle 4 stjerner ud af 5, fordi den skildrer en problematik i dagens samfund, som mange er underlagt, og som de færreste tænker på. Der udtrykkes stærke holdninger til emnet, som jeg ikke nødvendigvis er enig i, men som får mig til at tænke.

 

 

 

 

 

 

Forlaget Snepryd 2015-2018. Copyright @ All Rights Reserved

Forlaget Snepryd Sverkilstrupvejen 7, Torup, 3390 Hundested

Telefon: 42208438 CVR nr. 30 96 6694

 

 

Konkurrencer

 

Kontakt

 

Ledige stillinger

 

Presse

 

Indsend manuskript

 

Referencer

 

Erhverv