Nanna Berg

 

© Alle rettigheder tilhører Nanna Berg - kopiering eller gengivelse af nogen art uden tilladelse hentet direkte fra forfatteren er ikke tilladt.

 

-----------------------------------

 

Svaner i drivhuset

 

En dag er der en kvinde, der påpeger, at drengen har smukke hænder. ”Det ved jeg” siger drengen, og kigger på kvinden med lysende øjne. ”Du skulle bare vide, hvad mine smukke hænder har præsteret indtil nu” tilføjer drengen, og sender kvinden et lysende smil. Kvinden blændes af det lysende smil, og glemmer helt at blive fornærmet over drengens umiddelbare arrogance.

I hjemmet fortæller drengen sine forældre om kvinden. ”Men dreng” siger faderen og kigger med et løftet øjenbryn på moderen. ”Du kan flyve med de hænder. Det har vi altid vidst. Er det ikke sandt?” siger faderen og ser på moderen med et overbærende men stolt smil. ”Ganske vidst kan du flyve med de hænder” siger moderen uden så meget som at trække på smilebåndet. Men drengen ved, at hun smiler indeni.

Drengen går ind på sit værelse, og låser døren efter sig. Han stiller sig foran spejlet, og ser sig selv an. Drengen er ung, men ikke ung som et barn. Drengen er ung. I virkeligheden burde moderen og faderen ikke kalde ham for dreng. Drengen er ældre end det. Han hedder dreng, og det har han altid gjort.

Drengen ser ind i spejlet. Først ser han sit hår. Det er velplejet, nyklippet og sidder lige som det skal. Så ser han sit ansigt. Det er velsordineret, rent og skinner på en helt særlig måde. Drengen ser sin krop. Den er tynd men samtidig muskuløs. Den ser ud præcis som den skal. Drengen ser sine hænder. Han løfter dem langsomt op foran spejlet. Hænder der kan flyve. Tanken sætter sig dybt i ham fra dette øjeblik.

Drengen sætter sig ved sit klaver. Sød musik strømmer ud, fra det øjeblik fingrene rammer tangenterne. Moderen råber indefra stuen. ”Dreng, så udvikl dog dine toner. Altid den søde musik. Hvornår får vi noget spænding?”. ”Lad ham nu spille sød musik. Husk på at hans hænder kan flyve” råber faderen ligeså højt. Drengen lægger an til at udvikle sin musik. Han hamrer aggressivt på tangenterne, og går fra dur til mol på et splitsekund. Der bliver stille i stuen.

Da drengen er udmattet af sved over musikkens udvikling går han ud på sit badeværelse. Det iskolde vand giver hans krop et chok, og vækker den derefter til live. Imens han står der ser han pludselig hundredvis af svaner. Alle regnbuens farver har de. Røde, gule, orange, rosa, pink, lilla, grønne, blå, turkis… Ingen hvide svaner. Drengen ryster hovedet voldsomt. Svaner er hvide punktum.

Inden drengen går i seng låser han døren til sit værelse op, og siger godnat til moderen og faderen. Men moderen og faderen er ikke i stuen. Drengen går ud i køkkenet. Der sidder faderen våd i ansigtet af tårer. Drengen ser på faderen. ”Jeg siger godnat” siger drengen. ”Dreng” siger faderen. ”Vil du love mig aldrig at spille musik med spænding i igen?”. ”Det lover jeg” siger drengen, og ved slet ikke hvad han skal tro. Det var jo netop hvad moderen bad om. ”Moderen, hvor er hun, hvis jeg skal sige godnat?” siger drengen, og ser på faderen. ”Hun er ude i haven i drivhuset” siger faderen. Drengen mærker kulden isne ned af ryggen. ”Godnat igen kære” siger drengen, og styrter ind på sit værelse. Den nat binder slangerne sig fast til drengens seng.

Den morgen, da drengen vågner, er alt som det plejer. Moderen og fadderen sidder i køkkenet og spiser morgenmad. Drengens guldtallerken er stillet frem. På tallerkenen ligger der en halv grapefrugt og en ske. ”Godmorgen dreng” siger faderen og ser med lysende øjne på drengen. ”Godmorgen” siger drengen, og ser forsigtigt over på sin mor. ”Spis din grapefrugt dreng” siger moderen. ”Akademiet starter om en time”. Drengen spiser så hurtigt han kan.

”Fem minutter og enogtredive sekunder” siger moderen, og ser på drengen. Der er halvtreds procent dårligere end i går. ”Det sker ikke igen” siger drengen og slikker sig om munden. ”Gør dig klar” siger moderen. ”Du har et kvarter”. Drengen løber ind på sit værelse. Hopper ind på badeværelset. Badet taget fire minutter. Tiden hvor drengen smører sig ind i creme tager syv minutter. Så er der fire minutter til at iklæde sig den grå dragt til akademiet. Det er perfekt. Et kvarter er lige tilpas.

Drengen løber ud til moderen, der står med de skinnede nøgler i hånden. ”Her dreng, og kør ordentligt” siger hun med et skrapt tonefald. Drengen har lyst til at spørge moderen om drivhuset i går, men han tør ikke.

På akademiet er alt, som det plejer. Ved indgangen viser drengen sine hænder, og bliver straks lukket ind. Drengens gode ven, viser sin pande, og bliver lukket ind umiddelbart efter. Drengens gode ven smiler stort. ”Hvad er der gode ven?” spørger drengen. ”Dreng, jeg har set noget vældig interessant på parkeringspladsen” siger drengens ven. ”Noget vældig interessant” gentager drengen og smiler. Der sker aldrig noget vældig interessant på akademiet.

Drengens ven kigger hemmelighedsfuldt på ham. ”Du vil selv opdage det i løbet af ugen” siger drengens ven. Drengen bliver skuffet. Hvorfor skal han selv opdage det? Hvorfor vil drengens ven ikke bare fortælle ham det? De skilles i hallen, da drengens ven skal ned til de andre pander, og drengen skal ned til de andre hænder. På vej ned til hænderne bryder drengen sin hjerne, hvad kan det dog være. Men drengen behøver ikke at bryde sin hjerne længe. Idet han træder ind til hænderne, går der et sus igennem lokalet. Drengen retter sig yderlige op, og skyder brystet frem. Han ved godt, at han er hånden blandt alle hænderne, men sådan plejer de andre hænder ikke at opføre sig. Han træder endnu et skridt ind af døren, men opfatter hurtigt at alles øjne hviler på noget bag ham.

Drengen drejer en omgang lynhurtigt, for at se hvad der kan være mere interessant end ham. Han er jo hånden blandt hænderne, det har rektor sagt flere gange. Der står en ny hånd. Drengen gisper. Det er uden tvivl den smukkeste hånd, han nogensinde har set. Det er også den første hånd på deres hold, som er en pige. Han lukker sine øjne, og tæller til tre. Da han åbner dem igen er hun væk.

Endnu et fjollet billede som de farverige svaner tænker drengen, og vender sig om for at finde sin vante plads. Forrest i midten. Lige foran professoren, så han stadig kan være nummer et, som han plejer. Hånden blandt hænderne. Men pladsen er optaget. Drengen gnider sig i øjnene. Fra den dag han startede på akademiet har det altid været hans plads. Men det ved hun selvfølgelig ikke.

”Undskyld” siger drengen. Ansigtet der møder ham får alting til at gå i stå. Han kan ikke engang mærke sine hænder, og det har drengen aldrig prøvet før. ”Hvis du gerne vil sidde ved siden af mig, er det kun hyggeligt, jeg kender jo ingen her” siger en smuk lys stemme. Drengen mærker hvordan han forlader sin egen krop. Langsomt lader han sig dumpe ned ved siden af hende.

Nogle af hænderne på de andre rækker klapper på bordene. Der er en forfærdelig larm, lige indtil professoren træder ind af døren. ”Hvad er det for en skrækkelig larm?” siger han med sin skingre stemme. Stilheden indtager lokalet prompte. ”Hvilken velkomst havde I forestillet Jer, at vores nye hånd skulle have?” siger han. ”Skuffet er ikke negativt ladet nok til at forklare Jer, hvordan jeg har det lige nu” tilføjer han.

Drengen ved ikke, hvad han skal gøre. Det har han aldrig prøvet før. På akademiet er der aldrig larm. På akademiet klapper hænderne ikke på bordene. På akademiet er der ikke hænder, som tilhører piger. Nu er der en, og hun sidder lige ved siden af ham. Drengen kan stadig ikke mærke sine hænder, og kan mærke at han bliver utryg.

Professoren kigger udover forsamlingen med et surt øje. ”Det var bedre” siger han så. ”Jeg havde ikke i min videste himmel forestillet mig, hvor megen unødvendig uro hænder kunne lave” tilføjer han så. ”Nå, men nu hvor den saglige stilhed har indtaget lokalet er vi klar til ugens egentlige program, og I kan allerede nu rette jer yderligere op, og bide tænderne sammen, for det bliver hårdt” siger professoren, og hans velkendte smil kommer til syne.

Ingen af hænderne siger et ord. Professoren nikker kort til drengen, der lige skal til at opsummere professorens besked, da pigen ved siden af ham pludselig rejser sig op. Drengen lukker munden inden læber tager form til den ordstrøm, han har haft parat de sidste tredive sekunder.

”Kom blot helt ned til mig kære” siger professoren og sender pigen et storslået smil. Drengen synes pludselig at stilheden i lokalet er varm. Først da hun står ved siden af professoren, kan han rigtig se hende. Han ser hende. Håret er filtret, slidt og synes ikke at være klippet i flere år. Ansigtet er snavset og med en række sår langs kindbenene. Kroppen er speciel. Hun er stærk, og har former. Det er uden tvivl den smukkeste pige, drengen nogensinde har set.

”Endnu engang rigtig hjertelig velkommen til kære” siger professoren, og sender pigen et stort smil. ”Du må meget gerne selv præsentere dig, for de øvrige hænder på holdet” siger han så. Drengen gisper, i hans erindring optræder den lyse smukke stemme, som om han har hørt den før i sine drømme.

Så begynder hun. ”Jeg er den nyeste hånd blandt Jer hænder” siger hun. ”Jeg er den eneste pige, men det skal man vidst være idiot for ikke at have opdaget, da jeg trådte ind af døren. Det gjorde jeg desuden bag drengen, som jeg sidder ved siden af. Jeg ved, at han er hånden blandt hænderne, for det har rektor fortalt mig, og netop derfor er jeg kommet. Nu er det slut dreng” siger hun, og ser drengen dybt i øjnene. Men til drengen overraskelse er der ikke krig i hendes øjne, tværtimod.

Professoren rømmer sig, og kigger med et stort smil på pigen. ”Tusind tak kære” siger han så. ”Det var en rigtig fin præsentation, som du fik lavet dig der”. Så henvender han sig til de måbende hænder, der mere eller mindre er røde i hovederne alle sammen. ”Kære alle” siger professoren. ”Fra i dag af er drengen ikke hånden blandt hænderne” siger han. ”Det er på tide at vi finder en ny, og her er hun så” tilføjer han, og ser stolt udover forsamlingen.

En fløjte lyder, og alle hænderne klapper på vej ud af døren. Drengen bliver siddende på sin plads, og det samme gør pigen. ”Hånden blandt hænderne” er det eneste drengen kan få frem. ”Men dreng” siger pigen. ”Det er ikke mig, der har fundet på det” siger hun så. ”Hvem i alverden har så?” siger drengen, og kan mærke at han får tårer i øjnene. ”Det må jeg ikke sige” siger pigen, og smiler så drengen tårer bliver i øjnene. ”Men dreng” siger hun, og tager hans hånd. ”Kom med mig. Jeg vil vise dig et sted på akademiet, som ingen kender” siger hun så helt hemmelighedsfuldt. Drengen ved ikke hvad han skal sige. Han nikker blot, og lader sig føre af pigens hånd.

De går ud af døren. Den samme dør, som alle de andre hænder gik ud af for lidt siden. Men ved hallen, hvor alle altid drejer til højre drejer pigen til venstre. ”Men” siger drengen ligeså stille. ”Ja” siger pigen. ”Jeg ved godt, at der står i akademiets regelsæt, at hænder kun må gå til venstre ved absolut nødstilfælde eller ved specielle overgange”. Hun ser på drengen, og smiler så hun begynder at grine. ”Og det har I aldrig gjort vel?” siger hun og kigger på drengen.

Drengen ryster på hovedet. ”Nej” siger han. ”Der har aldrig været et absolut nødstilfælde på akademiet, og der har heller aldrig været en speciel overgang” siger han så. Pigen griner, så hun bliver helt rød i ansigtet. ”Netop derfor er der brug for en ny hånd” siger hun, og sender ham et udfordrende smil. ”Der er altid en speciel overgang” siger hun så, ”Hvordan kan I undgå at lægge mærke til det?”. Drengen bliver helt forlegen. ”Sådan har vi ikke været vant til at tænke” siger han så. ”Jamen så værsgo at tænk sådan” siger pigen, og trækker ham til venstre.

Gangen er lang, og helt anderledes end hvis drengen var gået til højre, som han plejer. Gangen er smal, og på et tidspunkt må drengen gå bag ved pigen, men hun har stadig hans hånd i sin. Luften begynder også at ændre sig. Den bliver kold, men kommer i cirkulerende bevægelse, så det er blot behageligt. Gulvet ændres pludselig til vådt blødt græs, og drengen hører pludselig noget skræppe. Der går et øjeblik førend han ved, hvad det er. Svaner.

”Så er vi her” siger pigen, og kigger på drengen. Drengen kigger udover en sø. Men i søen er der ikke vand men perler. Svanerne svømmer i søen, og har hundredvis af farver. ”Er her ikke dejligt?” siger pigen, og ser på drengen med store interesserede øjne. ”Jeg synes, at her er lidt uhyggeligt” siger drengen, og ser nervøst over på pigen.

”Selvfølgelig er her uhyggeligt” siger pigen, ”Men det er jo også derfor her er dejligt” siger hun så. Drengen står med åben mund. Han forstår ingenting. Pludselig får han øje på noget, der får det til at gibbe i sin hånd. Pigen mærker det med det samme, og ser hen på ham. ”Hvad er det?” siger hun, og ser på drengen. Drengen løfter blot den anden hånd, og peger i retning af det, som han har fået øje på.

”Nårh, er det bare drivhuset?” siger pigen og kigger på drengen. ”Hvorfor er der et drivhus?” spørger drengen, og lyder mere forskrækket end han har lyst til. ”Til svanerne selvfølgelig” siger pigen, og ser på ham. ”Her får de deres fine farver. Dem der står først i køen for de lyse og varme farver rød, gul, orange, rosa, pink. Og de der står sidst i køen får de mørke lilla, blå, grøn osv. ”Hun ser på drengen som om han burde havde vidst det fra sit første år på akademiet. Drengen mærker, hvordan hovedet begynder at snore. Inden han ved af det falder han omkuld i det bløde græs.

 

 

 

Anmeldelse af novellen ’Svaner i drivhuset’ af Nanna Berg

 

En fortælling om en drengs liv, der er styret af regler og rutiner. Drengen er vant til at parere ordrer fra sine forældre. Han er en god dreng. Drengen gør altid, hvad der bliver sagt – og han overholder sine tider. Så alt er vel godt?

 

’Svaner i drivhuset’ er en kort novelle om en dreng, som lever et konformt liv med en tryg hverdag. Hans forældre betragter ham stadig som en lille dreng, omend han ikke er en dreng længere. De kan lide ham, som han er, men måske bør han udfordre sig selv lidt mere. Og så alligevel ikke for meget. En dag bliver den konforme hverdag langsomt ændret, idet drengen møder en pige. En pige, som får ham til at gå andre veje og stille spørgsmålstegn ved sine egne handlinger.

 

’Svaner i drivhuset’ er en abstrakt fortælling. Det kan være fortællingen om en dreng, som tager første skridt ind i de voksnes verden. Det kan være fortællingen om en familie, hvor konformiteten ikke holder form. Eller… noget helt tredje.

 

Fortællingen er skrevet i let og forståeligt sprog, men er baseret på mange metaforer. Det giver betydninger i flere lag og stiller krav til læseren, da forfatteren ikke giver nogen entydig løsning på novellens tiltænkte handling og formål. Man kan derfor som læser lade fortolkningen få frit spil.

 

Nanna Bergs novelle får 3,5 stjerner for en rigtig godt, gennemarbejdet fortælling. De mange metaforer kan dog godt fjerne fokus fra den egentlige fortælling, som risikerer at gå lidt tabt undervejs.

 

Anmeldt af Stine H. Tarp