Pernille Petersen

Der skal jo ikke mangle noget

 

Denne novelle er skrevet af Pernille Petersen, 37 år og uddannet skolelærer. Hun har vundet novellekonkurrencen i december måned 2015. Dette er den første novelle, som hun deler med andre læsere. © Alle rettigheder tilhører Pernille Petersen, kopiering eller gengivelse af nogen art uden tilladelse hentet direkte fra forfatteren er ikke tilladt.

 

-----------------------------------

 

Der var tilbud på flødeboller. To pakker for kun tyve kroner. Det stod egentlig ikke på sedlen, men det var et godt tilbud. Hun tog to pakker, så længe på dem, inden hun lagde dem forsigtigt ned i indkøbsvognen. Hun burde holde sig til sedlen, alligevel lod hun flødebollerne blive i vognen.

 

I dag var det ok at handle ind, enhver kunne jo se, at hun skulle holde fødselsdag. Måske troede de ligefrem, at hun skulle holde børnefødselsdag, især hvis hun også lagde nogle balloner, sugerør og servietter med Disney motiver ned i vognen. Hun kunne sagtens være mor til et eller sågar to børn, hvis hun havde fået den første lidt tidligt, det var dog langt fra sandheden, hun havde ikke engang en kæreste. Hun havde faktisk aldrig haft en kæreste, i hvert fald ikke en rigtig en. Nogen gange drømte hun sig til en, fantaserede om en. Så gik de i biografen sammen, spiste på Jensens Bøfhus sammen, gik tur i Tivoli eller Zoologisk Have sammen, lavede mad sammen, kyssede og krammede hinanden og den slags, som hun forestillede sig, at kærester gjorde sammen. Kun en gang havde hun været nøgen foran en fyr, han havde sagt, at hun så større ud uden tøj på, og dengang var hun ikke engang særlig stor. Han havde stirret koldt på hende, mens han sagde det, og havde så bedt hende om at klæde sig på igen. Bagefter var han gået ned til de andre. Hun havde ikke klædt sig af over for andre igen, undtagen når hun skulle til lægen.

 

Om aftenen, når hun lå i sin seng, kunne hun finde på at kramme sig selv, så forestillede hun sig, at armene omkring hende var en andens, en kærestes, en der elskede hende. Hun kunne kramme sig selv rigtig hårdt. Ofte faldt hun i søvn sådan. Det var måske lidt fjollet, men det var da heller ikke noget, hun nogensinde havde fortalt til nogen. Hvem skulle hun også fortælle det til? Når man ikke havde et job eller studerede, så mødte man jo ikke rigtig nogen nye mennesker. Det sagde hendes sagsbehandler på kommunen også, hun blev ved med at presse og stresse hende med al muligt, men hendes størrelse gjorde det svært for hende, at gennemføre noget som helst. Hun var i sandhed fuldkommen ubrugelig i det her samfund. Der kunne gå dage, hvor hun ikke talte med et eneste menneske. De fleste dage og aftener tilbragte hun alene foran tv’et, weekenderne var ikke meget anderledes, udover at de sendte bedre programmer i tv. Og så var der jo Facebook. Nogen mennesker mente ikke, at det var rigtige venner eller rigtige relationer man havde på Facebook, men hun var nu glad for dem hun havde. Hun var venner med alle sine kusiner og fætre, med mor, også med gamle klassekammerater, selvom de egentlig ikke havde været særlig gode venner i folkeskolen. Langt fra faktisk. Indimellem blev hun lidt jaloux, når hun så hvordan de gamle klassekammerater levede deres liv, de havde børn, kærester, familier, de tog på spændende ferier, holdt sjove middage med smilende venner. Ingen af dem virkede ensomme eller ulykkelige. De så altid glade ud og også lidt smukke, i hvert fald smukkere end hende, tyndere end hende, lykkeligere end hende. Engang imellem postede hun billeder af søde katte eller videoer af dyr, der gjorde sjove og uventede ting, som at falde i søvn i vasken eller en kat der jagtede en hund, det var selvfølgelig ikke så spændende, som det de andre postede fra deres liv, men hun blev glad, hvis der var nogen der likede det, så følte hun sig i det mindste set. Det skete desværre ikke så tit, at nogen så hende – på trods af hendes størrelse.

 

Det lykkedes hende næsten, at holde sig til sedlen. Hun overskred budgettet til fødselsdagen en smule, men hun var fast besluttet på, at der i år ikke skulle mangle noget. I telefonen havde hendes mor været skeptisk, nærmest nervøs, for om hun nu kunne klare det hele. Hun havde tilbudt at hjælpe, men i år ville hun bevise, at hun kunne selv, det hele skulle være perfekt. I år skulle de smage alt det hun havde lavet. Hun ville gøre sig umage. Så ville de alle sammen rose hende, fortælle hende, at hun havde gjort det godt, at hun var dygtig, at hun kunne noget, at hun var noget værd. Måske ville de ligefrem foreslå hende, at hun skulle blive konditor, ligesom hende Blomsterberg fra tv, eller at hun skulle melde sig til Bagedysten. Hun så sig selv i kridhvidt tøj og kokkehue, sprøjte creme på en flot lagkage, der var applaus og hyldestråb, hun fik en medalje og trykkede selveste dronning Margrethe i hånden. Hun smilede ved tanken og glædede sig til i morgen. Hun havde naturligvis inviterede mor og far, og så havde moren forslået, at hun kunne invitere moster Lissi og onkel Kurt, de havde jo ikke været med sidste år. Hendes kusine Bitten, der sad i kørestol, kom også, hun var heller ikke med sidste år. Hun ville tage Viggo med, som var en sød hund.

 

Ved kassen sad en lidt tyk, men smilende pige med kort mørkt hår. Bettina stod der på navneskiltet, der hang på hendes brystkasse.

 

”Nå… der er nok en der skal holde fødselsdag”, sagde Bettina venligt.

 

”Ja, der skal jo ikke mangle noget, når man har fødselsdag”, hun smilede tilbage til Bettina, også med stemmen. Hun kunne ikke lade være med at lyde en smule stolt, nej i år skulle der ikke mangle noget. Det var egentlig pænt af Bettina, at tale til hende på den måde, hun forestillede sig et øjeblik, at de var veninder. Hende og Bettina. At de gik på Centercaféen sammen lørdag eftermiddag og spiste stjerneskud, mens de kiggede på fyre og grinede sammen, at de farvede hinandens hår og så X factor, som de havde lavet pointlister til, ligesom hun og moren havde gjort til Melodi Grand Prix, da hun var barn. Måske havde de kendt hinanden siden de var børn, så de havde en lang historie sammen og kunne betro hinanden alt.

 

”Jamen så tillykke med fødselsdagen da”, sagde Bettina, da hun gav penge tilbage.

 

Hun var lige ved at afsløre, at det først var i morgen, men hun lod være og takkede. Hun fik lyst til at invitere Bettina til fødselsdagen, men gjorde det ikke. Hun pakkede varerne i de medbragte net, det var en god måde at spare lidt småpenge på, og så var det godt for miljøet, sagde hendes mor. Hun smed nettene i indkøbsvognen og trillede målrettet mod centerets iskiosk. Hun bestilte en stor gammeldags isvaffel med fem kugler, flødeskum, guf, syltetøj og en flødebolle, og satte sig på en bænk ved siden af en mor med en sort barnevogn. Hun studerede folk som de passerede hende, mens hun slikkede den store is i sig. Når der kom et kærestepar hånd i hånd, følte hun et stik i maven, men prøvede også at forestille sig hvordan det mon var, at gå sammen på den måde. Hun blev siddende lidt, selvom isen var spist og fortabte sig i de forbipasserende, mens hun forestillede sig deres liv. Moren med den sorte barnevogn var gået for længst. Pludselig opdagede hun, at klokken snart var 16.00 og så fik hun travlt.

 

Så hurtigt hun kunne, trillede hun vognen ud til cyklen, som hun med stort besvær fik læsset med varer. Hun trak cyklen hjem, hun trak den altid. Hun var klar over, at hun ikke ville kunne nå det. Hun ærgrede sig over, at hun havde ladet sig selv dagdrømme så længe, at hun ville komme for sent, hun ville i hvert fald ikke få starten med. Hun skyndte sig så godt hun kunne, droppede at sætte cyklen i kælderen, da hun nåede det grå beton lejlighedskompleks, og håbede at den ikke ville blive stjålet. I opgangen var hun nødt til at holde en pause, hendes hjerte hamrede der ud af, og der var langt op til 2. sal med fire tunge indkøbsposer.

 

Hun prustede og stønnede hele vejen op og det var en lettelse, da hun endelig kunne sætte varerne fra sig i køkkenet. Hun skyndte sig at tænde for tv’et i stuen. Den var begyndt. Hun pakkede varerne ud, satte på plads, mens hun på afstand fulgte med i tv’et. Da hun var færdig, åbnede hun den ene pakke med flødeboller, frydede sig over, at hun ikke havde sat dem tilbage, selvom de ikke stod på sedlen og smed sig i sofaen. Beverly Hills 9020010. Det var hendes yndlingsserie. Hun blev aldrig træt af at gense de gamle afsnit. Den, Venner og så Horton sagaen kunne hun se igen og igen. Hun lagde sig til rette og åd hele pakken med flødeboller, mens Brenda og Brandon hang ud med vennerne i Pitch Pit. Hun lavede også en slikskål, men lovede sig selv kun at spise en tredjedel af det. Resten skulle bruges til at pynte chokoladekagen med, men de store buttede hænder skovlede de farvestråelende bamser, vampyrer og sutter op, og de fandt alle vej ind i hendes vældige gab.

 

Dylan og Brenda skændes, Brenda rev sig løs og løb væk fra Dylan, Dylan satte efter Brenda, indhentede Brenda og greb fat i Brenda. Dylan og Brenda kyssede lidenskabeligt. Det gibbede i hende, hendes store kødfyldte ansigt lyste op. Dylan havde et alkoholmisbrug, Brenda blev bange. Hun ville ønske at hun var Brenda, og de næste femogfyrre minutter var hun Benda. Hun guffede det sidste slik, mens Kelly, Donna og Brenda tog på stranden. Når et afsnit sluttede, var hun altid både glad og trist. Glad fordi det var dejligt, at have været en anden i et stykke tid, trist fordi hun nu var sig selv igen. Da hun igen blev sig selv konstaterede hun, at slikskålen var tom. Hun rejste sig med besvær fra sofaen. Det var tid til fødselsdagsforberedelserne til i morgen, det hele skulle være perfekt, altså bortset fra, at der ikke ville være slik på chokoladekagen.

 

Hun startede med at dække bordet. Det blå porcelæn fra mormoren blev fundet frem, det brugte hun kun til særlige lejligheder. Hun havde ikke nogen dug, men det så nu også pænt nok ud uden. Flag blev sat på spisebordet og lyserøde servietter stoppet i kaffekopperne. Kagegafler og teskeer blev sirligt lagt ved siden af kagetallerknerne. Hun var tilfreds. Det var heldigvis nemt med bollemix, bare tilsæt vand. Hun brugte hænderne til at røre dejen sammen, men der var ikke plads nok til begge hænder i den ellers rimelige store skål, så snart konsistensen var til det, hældte hun indholdet af skålen ud på bordet. De buttede hænder æltede massen sammen, hun stønnede en lille smule af anstrengelse, men det var det værd. Hun formede små ens boller af den hvide dej i de fede hænder. En lille sveddråbe fandt langsomt vej fra hendes glinsende pande, over en udspilet æblekind, ned til dobbelthagen og landede med et lille plask på det efterhånden noget gyngende brystparti. Bollerne blev sat til hævning og imens rørte hun kagemix sammen til chokoladekage, som røg direkte i ovnen. Hun slikkede grådigt skeen ren for kagedej, og med en pegefinger sørgede hun for, at skålen var helt tom. Der satte sig brun kagedej i begge mundviger, som hun straks fjernede instinktivt med tungen. Mens bollerne hævede og kagen var i ovnen, var det tid til lægge lagkagen sammen. Den gule lagkagecreme blev klasket ovenpå de flade industrilagkagebunde, oven på cremen blev der smurt et tykt lag med det billige jordbærsyltetøj. Hun piskede fløden, og gjorde sig umage med at lave snørklede pølsemønstre på lagkagen. Der var langt til Blomsterberg. Rester af flødeskum fra skålen og piskerisene, fandt også vej ind i den grådige og efterhånden noget slimede sukkermund. Hun suttede og slikkede på piskerisene, hun måtte ikke levne noget. Bollerne kom i ovnen og hun satte sig tungt og med besvær på gulvet, for at holde øje med både kage og boller. Synet og duften af chokoladekage og boller, fik hendes tarme til at skrige efter mere.

 

Da nybagte gyldne boller, svampet chokoladekage og en lagkage pyntet med en overflod af flødeskum i tykke pølser, udgjorde nærmest et syndigt tableau på køkkenbordet, betragtede hun nøje værkerne, gik lidt frem og tilbage om køkkenbordet, men uden at tage øjnene fra godterne, hun vred hænderne, skal – skal ikke? Hun var sikker på, at hun hørte vommen råbe til hende: ÆD, ÆD, ÆD! Hjernen sagde tydeligt: NEJ, NEJ, NEJ!” Hun kendte godt den kamp og hun vidste allerede, hvem der havde vundet og hvem der havde tabt.

 

Hun smurte hurtigt fem boller med tandsmør og ost, og skar tre store stykker varm chokoladekage ud. I morgen kunne hun bare skære resten af kagen ud i små stykker, så var der ingen der opdagede, at hun havde spist af den. Hun kunne tillade sig at spise fem boller, så ville der stadig være to til hver i morgen, hun kunne bare skære dem over, smøre dem og lægge dem på et pænt fad, så så det ud af mere. Foran tv’et og Miss Marple, der opklarede et mord, forsvandt de fem boller og de tre stykker kage, imens mærkede hun, at det var godt. Hver en bid hun sank, gjorde hende mere hel. Hver en bid udfyldte det store tomme hul, hun altid følte indeni sig. Det var værre bagefter. Derfor måtte hun fortsætte, tage endnu fem boller og endnu mere kage. Hun var klar over, at der nu ikke ville være godter nok til gæsterne i morgen. Inden hun tog stilling til problemet, smurte hun de sidste boller og åd det sidste kage. Det var svært at stoppe nu, så den sidste pakke flødeboller forsvandt også ind i den store krop, og nu kunne hun jo ligeså godt spise lagkagen også. Lagkagen skar hun ikke engang ud, hun spiste den direkte fra fadet med en gaffel, guffede den i sig i store grådige bidder, smaskede sig igennem den gule creme og syltetøjet, der væltede ud af kagen, som var den et betændt sår. Vommen råbte: FORTSÆT, FORTSÆT, FORTSÆT! Hjernen hviskede: STOP, STOP, STOP! Da orgiet endelig var overstået græd hun, hun hulkede, så hendes store, deforme, groteske krop hoppede op og ned. Hun havde ædt det hele. Når gæsterne kom i morgen, havde hun ikke noget at byde dem og pengene var brugt. Knoglede Miss Marple sendte hende et bebrejdende blik inden rulleteksterne, det sendte hende i seng. Hun faldt i søvn, mens hun krammede sig selv, al hvad hun kunne.

 

Da det ringede på døren næste morgen, lå hun i sofaen i nattøj og med sin dyne og så Disneys ”Skønheden og udyret”, det var en af hendes yndlingsfilm, fordi den mindede hende om den lille pige, der engang boede inde i hende, selvom heller ikke hun havde været særlig lykkelig eller populær, blot tyndere. Hun åbnede forsigtig døren, da dørklokken ringede for tredje gang.

 

”Tillykke!” Udenfor stod mor og far. De viftede begge med et flag i den ene hånd. I den anden hånd havde moren en kurv. I kurven lå hjemmebagte boller og kringle. Faren bar et lagkagefad i den anden hånd med en smukt pyntede lagkage, klart smukkere end den pølselagkage hun selv havde lavet, og ikke mindst fortæret aftenen forinden.

 

”Ja jeg ved godt, at du sagde, at vi ikke skulle tage noget med, at du selv ville bage og lave det hele, men det sagde du jo også sidste år…. og så…. ja så var der jo ikke noget”, sagde moren.

 

”Ja det går jo ikke”, supplerede faren.

 

”… der skal jo ikke mangle noget, når man har fødselsdag”. Moren fniste, som om han havde sagt noget sjovt, og klappede det store monster af en datter hun engang havde født, overbærende på den ene kæmpe æblekind.

 

”Nå vi må hellere komme af med al det her, har du lavet kaffe?”

 

Hun trådte til side, så de kunne komme ind. Hun burde smile. Nu manglede der jo ikke noget. Men det gjorde hun ikke.

 

 

Anmeldelse af novellen – Der skal jo ikke mangle noget af Pernille Petersen.

 

Denne novelle er skrevet af Pernille Petersen, 37 år og uddannet skolelærer. Dette er den første novelle, som hun deler med andre læsere.

 

Historien er skrevet i et dejligt mundret sprog, og fortællingen får hurtigt læseren med på vognen. Man kan sagtens forestille sig de forskellige scenarier, og keder sig ikke et øjeblik.

 

Resumé

 

Hovedpersonen, en ung kvinde, skal holde fødselsdag, og er ude at købe ind i det lokale supermarked. Hun har planer om at forberede et fantastisk kaffe-kagebord til sine gæster. Hendes mor og far og et par andre slægtninge er inviterede. Varerne bliver slæbt hjem og gjort klar. Bordet dækkes, og lækkerierne sættes på bordet. Men så går det mere og mere galt…..

 

Novellen skildrer en ung kvindes trivielle tilværelse. Hun lever i ensomhed, drømmer sig væk, og dulmer sin frustration med masser af søde sager. Hun har ikke noget arbejde, og ingen venner. En kæreste har hun heller aldrig haft, selvom hun længes rigtigt meget efter omsorg. I hverdagen er det kun Facebookvennerne og Tv-serierne, som holder hende med selskab.

 

Historien afspejler alvorlige og nutidige problemer, som mange måske ikke vil være ved, men som nok på et eller andet på tidspunkt støder på. Det er derfor ikke specielt vanskeligt at føle sympati for den unge kvinde, når man læser den første del af historien. Det skifter dog lidt, da hendes handlinger pludselig kammer over. Som læser oplever man på tæt hold hovedpersonen nedbryde sig selv, og det føles foruroligende. Man får med novellen Der skal jo ikke mangle noget et smugkig ind i en trist verden.

 

Jeg glæder mig til at læse flere noveller af Pernille Petersen i fremtiden og giver hende 3½ stjerne med på vejen.

 

Anmeldt af Merete Lundbeck,

 

Bibliotekar og Redaktør på Forlaget Snepryd

 

Forlaget Snepryd 2015-2018. Copyright @ All Rights Reserved

Forlaget Snepryd Sverkilstrupvejen 7, Torup 3390 Hundested

Telefon: 42208438 CVR nr. 30 96 6694

 

 

Konkurrencer

 

Kontakt

 

Ledige stillinger

 

Presse

 

Indsend manuskript

 

Referencer

 

Erhverv