Trine Skau

 

© Alle rettigheder tilhører Trine Skau, kopiering eller gengivelse af nogen art uden tilladelse hentet direkte fra forfatteren er ikke tilladt.

 

-----------------------------------

 

Fra nu af bliver alt bedre

 

Hamdi er iklædt et par slidte cowboybukser og en blå hættetrøje med Angry Birds, som han fik da han ankom til børneasylcenteret. Hans hår er sort, øjnene brune og han er lidt ranglet. Han ser sig lidt genert om rundt i klassen. Det er nemlig hans første dag i en dansk modtagerklasse, som de voksne kalder det. Damen fra kommunen og tolken forklarede Hamdi hvordan det er at gå i skole i Danmark, og hvordan hans forløb bliver, for at han kan blive godt integreret, mens de behandler hans sag. De forklarede at ”integreret” betyder at få Hamdi til at passe ind og føle sig som en del af det danske samfund. Det kan Hamdi godt lide, for det er ikke så rart at være i et fremmed land og være udenfor. Hamdis familie er stadig ikke kommet til Danmark, og han ankom sammen med en masse børn og nogle få voksne over grænsen til Danmark i fredags.

De frøs, var sultne og trætte efter den lange køretur. I starten havde de været mange flere. Hamdis far havde løftet ham ned i en orange gummibåd sammen med Hamdis fætter og sagt, ”vi ses snart, og så bliver alt bedre.”

Båden var sejlet og undervejs var mindst ti personer faldet fra, enten var de faldet over bord og druknet, eller havde fået infektioner og døde. Da de kom til bredden, var de blevet hjulpet i land af nogle mennesker, som straks havde proppet dem ind i en lastbil og kørt dem op gennem Europa. Hamdis fætter var blevet gennet ind i en anden lastbil, og der havde været tumult og voksne der råbte og skreg. Børnene havde grædt, så da lastbilerne startede i larmen, var der ingen vej tilbage. Hamdi var alene og han vidste ikke hvor han var på vej hen, men han vidste at der ikke ville være krig. Da han kom til grænsen skulle han tale med politiet, som spurgte hvad han hed, hvor han kom fra, hvorfor han var flygtet, og hvor hans familie var. En af politibetjentene havde lagt armen om Hamdi, som stod lille og forfrossen med tårer i øjnene. Betjenten forklarede Hamdi, at han var i sikkerhed i Danmark, og at de prøvede at hjælpe ham. Derefter blev han kørt til et børneasylcenter, hvor han skal bo til man vurderer om han må blive i Danmark, om han kan se sin familie igen eller om han skal sendes tilbage til sit hjemland. Hamdi vil gerne blive i Danmark, for man kan ikke bo et sted hvor der er krig og man ikke er tryg, tænker han.

 

Så nu skal Hamdi begynde i modtagerklassen. Han kan ikke dansk, og han ved ikke så meget om Danmark. Han har hørt at det næsten altid blæser og regner, men at folk er søde, og at folk har rettigheder og er med til at bestemme. Han har også hørt at nogle danskere ikke kan lide flygtninge og ikke vil hjælpe dem. Men det tror Hamdi ikke på, for han synes at vi jo alle sammen bare er mennesker med hud og hår og hjerne og hjerte, og så er der nogen der har store næser, skæve tænder, basunkinder, store læber og rynker. Og det eneste man egentlig bare gerne vil alle sammen, det er at leve et lykkeligt liv.

 

I klassen sidder der tre piger med tørklæde, to piger med skæve øjne og to drenge med skæve øjne. Han har aldrig rigtig set én med skæve øjne før. Der sidder også tre sorte drenge og to sorte piger. Og så er der en dreng som Hamdi har kørt i lastbil med. Han sætter sig forsigtigt ved et bord, og alle børnene sidder og skuler lidt til hinanden. Nu skal de alle sammen lære dansk. De skal også lære matematik, samfundsfag, håndarbejde og fysik/kemi. Dansklæreren og en tolk træder ind i klassen og ønsker eleverne godmorgen. Børnene lærer at sige ”Hej”, ”Farvel”, ”Tak for mad” og at spørge om vej til asylcenteret. De lærer også om, hvad man spiser i Danmark, hvad man ser i TV, og hvad børn laver og hvordan de bor. Hamdi synes det er lidt svært at sige ”Hej” og alle de andre ord og sætninger, men allerede inden dagen er slut, kan han fejlfrit sige ”Hej” og ”Tak for mad”. Det vil han prøve at sige efter aftensmaden i aften. Læreren roser Hamdi og de andre børn, fordi de er så gode til at høre efter og sige sætninger.

 

Børnene kigger rundt på hinanden i pausen, men der er ingen som tør sige noget. De er alle nye i Danmark, men alligevel er de her af forskellige grunde. Mange af de andre børns forældre er rejst til Danmark for at arbejde. En af pigerne kommer fra USA med sin mor og skal bo i Danmark hos sin mors nye mand. Og så er der resten af børnene som er flygtet fra enten krig eller politisk uro. Hvis man ikke selv er flygtet, kan det være svært at vide hvad det vil sige. Hamdi tænker, at selvom alle børnene er børn, så er det måske anderledes at være barn i Danmark uden mor og far og have krydset et hav i en gummibåd og kørt op gennem Europa i en lastbil for at slippe for krig og vold. Efter de første timer sidder nogle af børnene og pjatter og leger med Fidget Spinners som de har taget med hjemme fra. Hamdi har aldrig set sådan en før. De andre børn råber og hviner og ser glade ud. Legetøjet spinner hurtigt rundt og rundt. Nogle af de andre børn sidder bare og kigger på. Der er ikke nogen, der tør sige noget eller prøve at komme med i legen, og det er som om de andre slet ikke ser dem. De leger bare med deres smarte legetøj, tænker Hamdi, som selv havde en masse spændende legetøj derhjemme. Altså i sit hjemland. Han savner sin mor nu, og sin far. Og sine to lillesøstre, men de blev dræbt i krigen. En dag, da Hamdi var i skole, brød nogle mænd ind i huset og torturerede hans mor, mens de for øjnene af hende skød de to små piger. En for en. Midt mellem øjnene. Hans mor blev aldrig sig selv igen, og fra det øjeblik sørgede hans far for, at de kunne rejse afsted og få et bedre liv. Hamdis far var lektor på universitetet i byen, og familien manglede aldrig penge. Men de kunne ikke blive i landet. Det var for farligt.

Så Hamdis far betalte nogle mænd for en plads på en gummibåd, så de kunne komme til nabolandet. Der var bare ikke plads på båden til far og mor, så de måtte vente en uge på en ny båd. Hamdis far mente, at det ville være bedst at Hamdi tog afsted sammen med Hamdis fætter, så de kunne hjælpe hinanden på turen, og så skulle det nok gå. De ville mødes igen på den anden side, sagde far. Hamdi ved ikke hvor hans far og mor er, men han ved, at Røde Kors holder øje med, om de pludselig registreres i Danmark eller i et andet land, så de kan ses igen. Det gør ham mere rolig. Hamdi tørrer øjnene. Det er svært ikke at blive ked af det, når han tænker på sin familie.

 

På vej fra skole så han nogle hvide, danske børn gå og grine og stå på skateboard. De så så ubekymrede ud. Hamdi vil også se sådan ud, og lege og spille bold og stå på skateboard. Hamdi vil bare gerne passe ind og have et kram og en god ven, lige som der hvor han kommer fra, inden der udbrød krig. Men det er altså ikke nogen nem opgave når man er ni år, ser lidt anderledes ud, ikke taler dansk og har en alt for tung bagage med i rygsækken. Hamdi beslutter sig for at han vil lære at tale dansk, så han kan blive gode venner med de andre børn.

 

Tilbage på værelset i børneasylcenteret ligger hans værelseskammerat og græder. Han havde mareridt i nat og kan ikke ryste det af sig. Han drømte om da hans mor blev skudt for øjnene af ham, da nogle onde mænd stormede ind i deres hus. Han drømmer den samme drøm hver nat. Hamdi bliver ked af at være sammen med drengen, men han ved også, at drengen har brug for en ven. Så Hamdi sætter sig over i sengen til ham. De siger ikke noget og tårerne triller bare ned af drengens kinder. Så kommer der en voksen ind på værelset. Hun kan godt se, at den er gal og spørger om drengen vil tale med hende, for så kan han måske få det bedre. Men drengen har ikke lyst til at snakke om det, ikke endnu. Damen finder lidt papir og farvekridt frem og spørger, om drengen har lyst til at tegne lidt. Det vil han gerne, og i stilhed tegner han sin mor, en pistol, en ond mand og masser af blod. De sidder begge og kigger på tegningen, og damen giver drengen et kram. Sådan sidder de længe, så Hamdi går ud i opholdsrummet, hvor nogle børn spiller Super Mario på Nintendo inden aftensmaden. Han sætter sig hos dem og følger med i deres spil. En af drengene rækker Hamdi en controller og så begynder et nyt spil. Hamdi er faktisk ret god til at spille Super Mario, for det gjorde han tit sammen med sin fætter efter skole. Dengang inden krigen.

Pludselig kommer Hamdis værelseskammerat ud til de andre og sætter sig i sofaen. Han ser glad ud nu og får lov at spille med. Nogle gange er det bare nok at få et kram af en voksen, der kan rumme ens sorg. Det har Hamdi selv oplevet, da han kom i fredags og var helt forvirret, træt og ulykkelig.

 

”Så er der mad”, bliver der kaldt og de voksne på børneasylcenteret står klar til at få bakset alle børnene ind i spisesalen. Nogle af børnene får lige en krammer eller en ”high five” på vejen, og der bliver grinet. Alle spiser og hygger sig, og efter maden skal de i fællesskab sige ”Tak for mad”. Hamdi er ret glad for, at han lige har lært det i dag i skolen.

 

Næste dag i skolen kommer Hamdi op at slås med en af de andre drenge, som også var med i lastbilen. Drengen siger, at Hamdis far og mor er døde. Drengen har snakket i telefon med sine forældre som er på vej til Danmark. Drengen har hørt, at Hamdis by er blevet jævnet med jorden. ”Alle er døde,” fortæller drengen højt og bedrevidende, og Hamdi bliver så bange, at han råber: ”Nej, de er ej! De er ikke døde.” Drengen råber, at det er de, for det har hans forældre sagt. Han rækker tunge, da Hamdi slår ud efter ham, og råber det igen og igen, ”Din far og mor er døde, din far og mor er døde!”

Hamdis hjerte er ved at eksplodere af angst og raseri. Tænk hvis det er rigtigt, og han aldrig skal se sin mor og far igen? Han kan slet ikke klare tanken og springer op på drengens ryg og sparker og slår vildt med benene og den ene arm. Han slår og græder og skriger og vil bare have at drengen forsvinder, og at smerten forsvinder. Hamdi vil selv forsvinde og aldrig komme tilbage. Han vil op i himlen til sine lillesøstre. Han vil ikke mere.

Læreren kommer og vrister Hamdi fri af drengen og Hamdi græder helt utrøsteligt. Læreren ser på ham og fortæller ham, at her løser vi ikke konflikter ved at slå og bruge vold, men at han godt kan forstå, at Hamdi blev sur og ked af det. Derefter lægger han armene rundt om ham, og Hamdi trækker nu vejret roligere og langsomt stopper tårerne. Den anden dreng får at vide, at det ikke var pænt at sige sådan noget, og at man skal være gode ved hinanden. Drengen skuler ondt til Hamdi, og Hamdi ville ønske, han kunne bore sig ind i sin mors varme favn, og at alt bare ville blive godt igen.

 

Da Hamdi kommer hjem fra skole vil en af de voksne gerne tale med ham. Hamdi er sikker på, at det er fordi han overfaldt drengen i skolen i dag og kigger skamfuldt ned i jorden. Han er bange for at blive straffet, eller værre; blive sendt hjem til krigen. Han går langsomt hen mod kontoret. Damen lægger venligt hånden på Hamdis skulder og får ham sat i en stol, hvorefter hun sætter sig ned i en stol lige overfor. Damen fortæller, at de har fundet en voksenven til ham. En ledsager, som vil hjælpe ham når han skal til møder, hjælpe ham med lektierne og som vil lave sjove ting med ham. Hamdis mave begynder at kilde og kinderne bliver varme. Damen fortæller, at ledsageren hedder Mark og har en kone, som hedder Charlotte og to små drenge, som hedder Valdemar og Oliver. Det er nogle rimelig mærkelige navne, synes Hamdi og smiler. Damen spørger om Hamdi kunne tænke sig at lære Mark at kende, og det kunne Hamdi godt, for når man ikke ved om ens forældre er døde, så kunne det være meget rart med en voksen at snakke med og kunne lave sjove ting med, så man ikke tænker på alt det, der giver ondt i maven.

”I morgen kommer Mark og besøger dig og så kan I se om I passer sammen og kan få det godt,” siger damen og smiler. Hamdi kan næsten ikke vente på, at det bliver i morgen. Hele natten kilder det i maven, og Hamdi vender og drejer sig. Han sætter sig op i sengen og tænder for natlampen. Den anden dreng snorker bare, så Hamdi finder sin skolebog frem. Han øver sig på at sige ”Hej”, ”Har du det godt”, ”Tak for mad”, ”Det smagte godt” og alt det andet, de har lært i skolen. Han tror, at det er nemmere at blive venner med Mark, hvis han kan tale dansk.

 

Næste dag i skolen skal børnene have håndarbejdstime. Det har Hamdi ikke prøvet før. I klasselokalet er der fyldt med billeder, som hænger til tørre. Lerkrukker og figurer står på en vogn ved siden af en stor ovn, og der er malerpletter på gulvet og bordene. I dag skal de male en drøm, som de bliver glade af at tænke på. På bordene står malingtuber i alle regnbuens farver, og der er klistret papir på et bræt. Hamdi tænker og tænker på en drøm. Hans største drøm lige nu er at se sin mor og far igen og få et hjem, hvor der er trygt og rart. Men det bliver han faktisk ked af at tænke på, så det kan han ikke male. I stedet maler han med glade farver en sol og et hjerte i midten. Han synes det får ham til at tænke på tryghed, glæde og kærlighed. I midten af hjertet maler han sig selv og en ven. De holder hinanden i hånden og smiler. Han drømmer nemlig allermest om at få en ven. Efter maleriet er tørt, får børnene deres maleri med hjem. Hamdi beslutter, at han vil give det til Mark.

 

I opholdsrummet på børneasylcentret er der ro og stilhed, for de fleste børn er på værelserne eller ude at lege. Hamdi skal ses med Mark for første gang, og han er meget spændt. Men da han ser Mark, får han pludselig ondt i maven. Han bider sig i læben og prøver at holde tårerne tilbage. Han savner mor og far så meget og ville ønske at det var dem, som stod i døren for at se ham. Han prøver at få tankerne væk og studerer Mark indgående. Mark har brunt, krøllet hår, en hvid t-shirt med rød skrift og blå cowboybukser på og står med åbne arme. Han ser rar ud, synes Hamdi og beslutter sig for at gå derhen. Han knuger sit maleri i hænderne, så papiret bliver helt fugtigt.

”Hej med dig,” siger Mark og sætter sig ned på hug.

”Hej,” siger Hamdi og rækker forsigtigt tegningen til Mark. Han kigger nervøst ind i Marks brune øjne. De er rolige og Hamdi føler sig tryg. Mark smiler stort og siger tak for den fine tegning.

”Skal vi spille Nintendo? Jeg har hørt, at du er rimelig hård til det,” spørger Mark, og Hamdi nikker ivrigt. Han ved godt hvad ”Nintendo” betyder, så de går hen til sofaerne og tænder for TV’et. Hamdi siger forsigtigt, ”har du det godt?” på sit nye danske sprog og Mark griber fat i skuldrene på ham og rusker ham blidt, mens han griner. ”Det kan du tro jeg har, og nu må du se om du kan slå mig i Super Mario.”

Hamdi smiler til Mark og sætter sig klar med controlleren i hænderne. Fra nu af bliver alt bedre.

 

 

Copyright © 2017: Trine Skau.

Forfatter: Trine Skau.

Redigering: Forlaget Snepryd, Kevin Andersen.

 

 

 

Anmeldelse af ’Fra nu af bliver alt bedre’ af Trine Skau

 

Anmeldt af Kevin Andersen, redaktør, Forlaget Snepryd.

 

Forlaget Snepryd udvælger novellen ’Fra nu af bliver alt bedre’ af Trine Skau til vinder af novellekonkurrencen. Denne gang skulle historierne omhandle temaet ’Flygtning.’

Skau har skrevet en historie om fremmedgørelsen og usikkerheden ved at skulle bo i et ukendt land, efter man er flygtet fra sit eget.

Vi møder Hamdi, en ni-årig dreng, der er ankommet til et børneasylcenter i Danmark efter en farefuld færd igennem Europa.

Hamdi har smertefulde minder med sig i bagagen. Han ønsker kun sikkerhed og tryghed, men konfronteres med den barske realitet ved at leve i og være nødsaget til flygte fra et land i krig.

Historiens stærkeste virkemiddel er, at den skildres igennem et barns øjne: Vi får indblik i unge Hamdis afmagt og sorg over at være adskilt fra sin familie og sine venner. Samtidigt finder vi dog også en (kærkommen) barnlig optimisme, som flere steder gjorde historien rart at læse trods en så alvorlig tematik.

Skrivestilen bærer præg af det umiddelbare og naive, hvilket jeg synes fint komplementerer, at historien følger et barns perspektiv. Den er væsentligt mere fortællende end sanselig. Der er nogle skønhedsfejl i forhold til grammatik og sprogbrug her og der, men i det store og hele er ’Fra nu af bliver alt bedre’ en meget rørende historie med et positivt budskab.

 

 

 

 

 

 

 

Forlaget Snepryd 2015-2018. Copyright @ All Rights Reserved

Forlaget Snepryd Sverkilstrupvejen 7, Torup 3390 Hundested

Telefon: 42208438 CVR nr. 30 96 6694

 

 

Konkurrencer

 

Kontakt

 

Ledige stillinger

 

Presse

 

Indsend manuskript

 

Referencer

 

Erhverv