At blive grebet af en bog

SAT BLIVE GREBET AF EN BOG - OG FULDENDE DEN


At blive grebet af et værk er en fantastisk følelse, og at hjælpe med at fuldende og perfektionere det som redaktør er mindst lige så fantastisk.


Af Laura Sloth Andersen

Publiceret 5.februarr 2021
















Ofte kan læseren – jeg selv, i hvert fald – sidde og bemærke en del fejl, mens jeg læser en bog, også selv om jeg er helt grebet af den. Det kan være kommafejl, tastefejl eller et lille betydningsløst ord, der mangler.


Det kan også være større tanker om et afsnit, et kapitel, strukturen, tidslinjen eller selve handlingen eller plottet. Det sker dog sjældnere, i mit tilfælde, hvilket beviser, at redaktører gør deres arbejde godt, for ikke at glemme forfatterne, selvfølgelig. Men det hænder. Du har en idé om, hvad der kunne gøre værket bare en lille smule bedre.


Som redaktør er det derfor intet mindre end en ære at få lov at dele sine idéer og sin indsigt. Du bliver som redaktør betroet af forfatter, både før og efter du overhovedet kommer med dine forslag. Forfatteren gør sig skrøbelig ved at dele sit værk med dig, da hans eller hendes værker og tekster er personlige, så det kræver stor tillid, uanset om forfatteren har indsendt og udgivet mange værker før eller ej. Og denne tillid og intimitet mellem forfatter og redaktør foregår endda nogenlunde usagt, hvilket næsten gør det endnu mere specielt.

Noget andet specielt er, at du i dit arbejde som redaktør finder flere værker spændende eller endda gode, end når du læser i din fritid. Hvis du eksempelvis ikke bliver grebet af en bestemt roman i din sommerferie, ser du ofte ingen grund til at læse den færdig, når der er så mange andre bøger, der umiddelbart virker mere spændende. Denne mulighed for at gå i gang med en anden bog har du ikke i arbejdet som redaktør. Her kræves det, at du læser videre, og på denne måde finder du nærmest automatisk en masse gode ting ved den roman, du ellers ville have afvist.


Som regel oplever jeg personligt sjældent, at en roman, som jeg læser i min fritid, og ikke brød mig om til at starte med, overrasker mig, hvis jeg alligevel læser videre. Jeg tror dette skyldes, at jeg blot havde svært ved at blive optaget af bogens unikke verden, fordi jeg stadig sad fast i den bog, jeg lige havde læst færdig. Så det er både godt og ondt. Det viser, at en bog skal respekteres både før og efter, du har læst den helst, så den næste bog har en chance.


Dette viser, at fortællinger bliver hos dig. Især lige bagefter og resten af dagen, måske i flere dage, måske påvirker den hele din uge. Den kan måske endda blive hos dig resten af dit liv, hvis den var god nok – eller så længe du bare syntes, den var god. Ergo er det sjældent nemt eller en god idé at starte en ny roman samme dag, som man læste en anden færdig. Igen, den skal respekteres.


Det interessante er også, at fortællinger har deres egen unikke verden. Selv hvis intet overnaturligt finder sted i disse romaner, og de således minder om vores eget virkelige liv, så har de deres egen unikke verden, hvilket kan gøre det svært at gå fra én fortælling en anden. Uanset hvor normale og realistiske romaner kan være, så er de ofte vidt forskellige. Ikke kun på grund af de forskellige karakterer eller de forskellige skrivemåder. Hele stemningen er forskellig fra roman til roman. Ligesom det måske opleves endnu tydeligere i film og tv-serier, hvor der er baggrundsmusik og visuelle effekter til at forstærke både stemningen, men også, hvordan kreatøren ønsker, at værket skal opleves.


Som forfatter har du kun ord som virkemiddel. Alt det visuelle foregår inde i læserens eget hoved. Sådan bliver oplevelsen mere personlig, end den gør på film. Du skaber selv alle billederne, og du bruger alle dine sanser, selv om det kun er en forestilling og ikke sker for dig i virkeligheden. Det kommer naturligvis især an på, hvor godt historien bliver fortalt, og det bliver også gjort muligt ved, at man kan tage sig al den tid, man vil, med at fornemme og forestille sig noget.


Igen er det kreatørens egen oplevelse af verden, der kommer i spil. Vi oplever alle verden på forskellige måder. Vi opfører os på en bestemt måde, og vi opfatter også andre på forskellige måder, alt efter hvem vi selv er. På samme måde opfattes en fortælling forskelligt, alt efter, hvem vi selv er.


Alligevel er der meget, vi alle godt kan blive enige om. For eksempel vil jeg vove at påstå, at vi alle udmærket er klar over, at tv-serien ”Gilmore Girls” er urealistisk, og at verden ikke er så idyllisk, som den portrætteres deri. Samtidig med, at de fleste af os også godt kan blive enige om, at ”Gilmore Girls”- verdenen alligevel føles ægte. Det samme kan siges om verdenen i tv-serien ”Modern Family”. Selv om de to serier er helt forskellige, er de også meget ens. Filmen ”Three Billboards Outside of Ebbing, Missouri” er også en fuldstændig afspejling af verden, og igen er den helt anderledes end de to tv-serier. Alligevel kan jeg personligt relatere til dem alle.


Serierne nævnt her er positive og humoristiske med hverdagsproblemer, fuldstændig som livet kan være det. Filmen er seriøs, lidt dunkel, men også humoristisk, og omhandler samtidig et meget alvorligt emne, nemlig voldtægt, der er en stor del af vores virkelighed, også selv om dette emne ikke bliver belyst så meget, som jeg kunne ønske. Og det er kun naturligt, at der er humor med heri, da vi mennesker som regel har det med at ty til netop humor under alvorlige, seriøse omstændigheder, også selv om det ikke kommer fra os selv, hvilket det heller ikke gør i filmen. Humoren er ikke en del af fortællingen; den er kun til for seerne.


For i og med, at vi oplever fortællingen i filmen, oplever alvoren og det dunkle, som om vi selv er en del af oplevelsen, så har vi netop brug for humoren som afveksling. Og filmen er skabt for os, den er ikke skabt for de fiktive karakterer. Måske har der ikke været humoristiske elementer i den oplevelse, som andre folk har haft med lignende situationer. Og for dem, når de ser filmen, så kan det sandsynligvis kun være rart, at den er der. Det er også sådan, man kan gøre fiktion perfekt, eller uperfekt, alt efter éns ønsker. Man kan skabe den, som man vil have den.


Samtidig ville det være for meget idyl, hvis ”Gilmore Girls” og ”Modern Family” ikke indeholdt hverdagsproblemer. Det er også sådan, man gør fiktive historier relaterbare. Hvad er en historie uden drama, når alt, vi kender fra vores eget liv, er drama, uanset hvor hverdagsagtigt, det måtte synes? På den anden side, hvis vores egne oplevelser har været ekstra seriøse, alvorlige og måske dunkle, så har vi brug for et afbræk. Hvis ikke, findes der gyserhistorier og ‑film. Videnskaben siger endda, at det kan være sundt at bruge gysere til at processere éns egne traumatiske oplevelser.


Nu brugte jeg film og tv-serier som eksempler, fordi de ekstreme og unikke verdener netop er ekstra tydelige deri. Måske fordi det visuelle og baggrundsmusikken tilføjer en del. Men med hensyn til bøger, så kan man også se det i ”Anne fra Grønnebakken”-bøgerne af L.M. Montgomery, der er en idyllisk fortælling, som også afspejler et hårdt liv. I ”Hvor fjordkrebsene synger” af Delia Owens, som er den bedste roman, jeg nogensinde har læst, fortælles om en virkelighed, som mange af os ikke har oplevet eller kommer til at opleve. Alligevel er den utrolig berigende.


Så fiktion er noget helt specielt. Hvert værk er en oplevelse i sig selv. Op til flere, endda. Man kan komme igennem et helt liv, måske flere. Det er, som om vores eget liv ikke er nok for os; vi er nødt til at opleve andres også. Ikke kun fordi vi kan lære af dem. Det er alligevel kun sekundært, og sjældent ens hensigt eller prioritering. Vi vil bare så gerne komme tættere på andre mennesker. Vi vil gerne opnå indsigt i, hvordan andre oplever verden og lever livet, for verden og livet kan være forvirrende. Men vi læser også for at føle nærhed. Så det er heldigt, at der findes folk, som gerne vil tilbyde den nærhed.


Derfor er det også så forskelligt, hvordan man opfatter en bog. Og derfor er det også så stor en tillid, det kræver af forfatter at give sit værk til en redaktør. Nok kan mange mennesker være enige om mange generelle ting, når det kommer til en historie, men have vidt forskellige opfattelser og meninger, når det kommer til det analytiske aspekt.


Det er også forskelligt, hvad man tager med sig fra en fortælling. Det kan både være sproget eller stemningen, men det kan også være forskellige ting ved handlingen. Som fiktionsforfatter kan man skrive om alle emner uden at have nogen autorisation eller specialviden om emnet. Man kan skrive ud fra egne oplevelser, men ikke engang dét er nødvendigt. Alligevel kan man lære meget af skønlitteratur. Man kan lære om racisme og andre af verdens trælse realiteter.


Forskellen på at lære om disse emner gennem fiktion fremfor journalistisk eller akademiske artikler, er, at man her lærer om emnerne på en mere dybdegående måde, idet empati og sympati inddrages. Empati er, hvad skønlitteratur primært har at tilbyde; det er altid i centrum. Faktabaseret materiale gør ikke indtryk på én på samme måde, som historier gør det.


I fiktion bliver man lukket helt ind i, hvordan det føles at være i forskellige fiktive karakterers liv. For selv om disse karakterer er fiktive, så har de uundgåeligt meget at gøre med os virkelige mennesker, selv hvis karaktererne er overnaturlige i en fantasy- eller science fiction-fortælling. Alle fiktive verdener har, uanset hvor meget man ændrer på dem, meget tilfælles med den virkelige verden. Og det er på den måde, vi kan lære så meget om vores verden. Også selv om der, igen, ikke er noget overnaturligt ved dem.


Selv om din hensigt, som nævnt, ikke behøver at være at lære noget, når du sætter dig til at læse en roman, så er det alligevel det, du gør. Man behøver ikke (kun) lære om verdens største og vigtigste emner gennem fakta. Akademiske og journalistiske artikler kan fortælle nok så mange faktuelle detaljer, som man kan få meget ud af at læse. Men ikke nødvendigvis alt. Man får jo, som nævnt, ikke i artikler serveret detaljer, der gør, at man kan fornemme oplevelsen og det virkelige ved den på egen krop. Ved hjælp af empati – og godt sprog – så tilbyder fiktion dette. Ofte lærer man bedst ved at opleve noget på egen krop, men fiktion er det tætteste, man kommer på at mærke noget på egen krop, uden rent faktisk at opleve det.


Der er mange, der har lettere ved at optage viden ved hjælp af fakta og har svært ved at forstå fiktion, ligesom mange har svært ved tal og logik, men lettere forstår empati og kreativitet. Og det er kun heldigt, for så kan verden køre rundt. Men historisk er det tydeligt, hvorfor så mange mennesker stadig har gavn af fiktion. Det har nemlig altid været gennem historier, at mennesker har lært og belært. Siden tidernes morgen, siden folkefortællinger og siden indgraveringer af billeder i grottevægge, endda. Vi oplever for at lære, og så fortæller vi om det. Det ligger til vores natur. Det er også grunden til, at enhver kan skrive om noget, som en anden kan få noget ud af. Og fordi det er fiktion, behøver man ikke tage noget af det seriøst alligevel, da det slet ikke er ment til at belære nogen om noget til at begynde med.


Fiktion tilbyder blot et rum, man ved hjælp af en anden persons indsigt kan spejle sig i og overveje ting i. Hvad enten der står noget, man ikke havde tænkt på før, eller om der står præcist, hvad man selv havde tænkt om noget, så kan det gavne læseren.


Man behøver selvfølgelig ikke lære sig selv at kende ved aktivt at prøve på det. Det er sandsynligvis umuligt alligevel. Og igen, det er sundt at lære om andre mennesker, fiktive eller ej. For på den måde lærer du automatisk dig selv bedre at kende. Du er dit eget centrum af verden, selv om mange siger, at man ikke skal se på det sådan. Det er derfor umuligt ikke at vende tilbage til sig selv.


Sagen er også den, at der er utrolig gode chancer for, at enhver roman har emner og indsigter, som ikke alle kender til, ikke ved særlig meget om, eller ikke har tænkt på før. For uanset hvor mange artikler, man læser, kan man jo ikke have dyb viden om alle de problemer, der foregår i verden. Man kan ikke nødvendigvis vide, hvordan det er at opleve dem direkte. Så nok er det brugbart, vigtigt, nødvendigt og godt, at artikler skriver om disse ting, men fiktion kan bare gøre det på en helt anden måde, der på sin vis er endnu mere indflydelsesrig.


Fiktion prøver heller ikke på at lyve ved enten at få en journalistisk artikel til at matche en catchy overskrift, eller ved at få en akademisk artikel til at leve op til en tese. Fiktion fortæller bare; fortæller noget, som det er. Fortæller noget personligt, som regel – eller noget, der bliver personligt for læseren.


Det er det andet, fiktion kan. Det kan ændre ejer fra forfatter til læser. Man kan adoptere alt eller hvad som helst, der står i en roman, novelle eller andet. Uden nogen behøver at vide det, endda.


Hvor artikler, både akademiske og journalistiske, som regel forsøger at komme med et reelt budskab, eller endda forsøger at overbevise læseren om noget, så fortæller fiktion, igen, bare. Så kan man tage det til sig, som man vil, når det kommer til stykket; analysere det, som man vil. En analyse vil altid være forskellig alt efter, hvem der analyserer værket. Der er ofte slet ikke noget konkret eller bestemt, som forfatter vil sige og vil have, at læseren absolut skal tage til sig. Fiktion er åbent og bliver på den måde læserens eget.


Selvfølgelig ser artikler af begge slags også de forskellige perspektiver af et emne, men igen er der som regel en tese eller en overbevisning, som man i hvert fald helst vil have formidlet i teksten.


Hvis fiktion prøver at fortælle noget bestemt, så skulle det da lige være klichéer. Klichéer har altid en pointe og flere perspektiver. Det er derfor, de er så nemme at bygge historier op omkring. De er desuden altid relevante, for i og med at verden og vores liv er fuld er fortællinger, så er den også fuld af klichéer. Og de vil aldrig ophøre. Det onde vil aldrig blive bedre end det gode. Intet vil nogensinde blive vigtigere end kærlighed. Relationer mellem mennesker vil aldrig stoppe med at være komplicerede.


Det er sandsynligvis nærmest umuligt at undgå klichéer i fortællinger. Uanset om man stræber efter at inkludere dem eller ej, vil de højst sandsynligt fremstå, også selv om man ikke først lægger mærke til dem. Det gør heller ikke noget. Klichéer er udødelige og har eksisteret siden tidernes morgen. De er altid relevante, uanset om de er skjult eller om noget er direkte bygget op omkring dem. Vi lærer af klichéer, også selv om vi nemt kan blive trætte af dem. Vi bliver dog ikke trætte af fiktion i sig selv af dén grund.


På samme måde, som klichéer altid har eksisteret, således har altså mennesker, som har fortalt historier. Dette vil de fortsætte med for altid, også selv om meget vil blive gentaget. Fortællinger, historier, romaner, bøger, fiktion, noveller, skønlitteratur, film, tv-serier, kunst; uanset, hvad man kalder det, så er det i centrum af vores verden. Ligegyldigt, om man forholder sig til det eller ej.


Derfor er det også så vigtigt, at der er gode redaktører, der kan fuldende litterære værker, så de lever op til deres potentiale, så folk gerne vil læse dem og ikke giver op. Det fortjener forfatterne.