Hvorfor er litteraturen vigtig?

HVORFOR ER LITTERATUREN VIGTIG?


Hvilke generelle betragtninger kan vi gøre os om litteraturens betydning for den vestlige verdens samfund?


Af Kimmie Lee Petersen-Westergaard

Publiceret 9.september 2020
















Kunsten, kulturen og krisen

Det seneste halve års tid har været præget af en verdensomspændende pandemi, der har kostet både ressourcer, penge og menneskeliv. Kulturminister Joy Mogensen blev kritiseret af det danske kulturliv, da hun udtalte, at hun fandt det upassende at tale om kultur under en pandemi. Hvad hun givetvis mente var, at der var mere presserende områder at koncentrere sig om, da pandemien ramte, men hendes udtalelse er stadig symptomatisk for en kultur- og historieløshed, der gennemsyrer tiden. 

Der synes at herske en konsensus om, at kunst og kultur er noget, man kun bruger tid på, hvis man har ressourcer til det. At det er for den overskudsramte overklasse og ligger oppe i toppen af behovspyramiden, og at det derfor ikke er essentielt for mennesket at beskæftige sig med. Denne artikel skal ikke handle om Joy Mogensens eller Socialdemokratiets indstilling til kunsten og kulturens rolle i samfundet, men det er alligevel påfaldende, at hvis man vender blikket mod for eksempel Frankrig, så nåede pandemien kun lige at ramme, før landets boghandlere måtte melde, at Albert Camus’ klassiske værk Pesten var fuldstændig udsolgt. Frankrigs befolkning vendte sig mod netop den kunst og kultur, som den danske regerings talsmand for kulturen synes var så upassende at inddrage i diskussionen om, hvordan vi som nation og befolkning skulle komme igennem en krisesituation. 

Pesten handler om en by, der gradvist lukker ned grundet en omfattende pestepidemi, og mange af de praktiske foranstaltninger og tiltag, man ser i romanen, blev også taget i brug i blandt andet Danmark. Derfor var det også nærmest chokerende at læse om samfundets udvikling, fordi ligheden med situationen i den virkelige verden var så slående.


Det dobbelte spejl

Hvorfor vendte Frankrigs befolkning sig mod Pesten? En af årsagerne kan være, at litteraturen kan noget, som meget få andre ting er i stand til: Den tilbyder refleksion. Ikke blot eftertanke, men også et spejl. Hvis man står midt i en pandemi, hvis lige meget få nulevende mennesker har oplevet før, så har man brug for at føle sig set og hørt. En roman som Pesten tilbyder ikke blot en fiktiv brugsanvisning til, hvordan man inddæmmer en pandemi. 

I langt højere grad tilbyder den et bud på, hvad det vil sige at være menneske under en pandemi. Den fortæller om afsavn, om frygt, om usikkerhed og om mennesker, der langsomt men sikkert går til grunde. Den fortæller om, hvad ekstreme omstændigheder gør ved et samfund, men især hvad de gør ved mennesker og deres indre liv. Og det er derfor, tror jeg, at romanen pludselig blev udsolgt i Frankrig i foråret 2020. Fordi folk havde brug for en idé om, at deres følelser og tanker – gode og mindre gode – var legitime, og at andre havde følt og tænkt dem før. Og ikke alene det; litteraturen illustrerer også, at mennesker kan tænkes at føle noget helt forskelligt, selvom de står i samme situation. 

I romanen møder vi karakterer, hvis fokus ligger forskellige steder, men fællesnævneren er stadig, at de skal komme igennem et pestudbrud, der lukker samfundet ned og slår mennesker ihjel. De, og vi som læsere, sættes i en situation, hvor de tvinges til at sætte sig selv i andres sted for at prøve at forstå deres bevæggrunde for at agere og tænke, som de gør. Og netop empati, hvor man genkender og forstår andre menneskers følelser, er en grundlæggende og afgørende ting ved at være menneske.


Den gode læge og det hele menneske

På medicinuddannelsen på Syddansk Universitet har man siden 2017 undervist i narrativ medicin som en del af landets kommende lægers uddannelse. Grunden er, at netop empatien hos de medicinstuderende gradvist blev mindre udtalt, efterhånden som studietiden forløb. Kommende læger skal naturligvis have et fagligt grundlag og en stor ballast, men det at være i stand til at ’læse’ et andet menneske er en uvurderlig færdighed i medicinfaget. Og det er her, narrativ medicin kommer ind i billedet, for her bliver de medicinstuderende udfordret på og trænet i deres evne til at sætte sig i andre menneskers sted – i dette tilfælde i patientens sted. Helt håndgribeligt gør litteraturen i dette tilfælde de medicinstuderende til mere helstøbte mennesker og langt bedre læger, fordi træningen af empatien og evnen til indlevelse i andre menneskers situation giver en større forståelse for og samhørighed med patienten.


At få indsigt i det store ’hvordan?’

Litteraturen giver os indsigt. Hvor historiefaget er vigtigt, fordi det oplyser os om, hvorfor verden ser ud som den gør i dag, hvad der skete i en given periode eller under en given begivenhed og hvorfor, så lærer litteraturen os, hvordan det var at være menneske i samme periode eller under samme begivenhed. De fleste er klar over, i hvert fald i hovedtræk, hvordan 2. verdenskrig påvirkede verden både under og efter, hvem aktørerne var, hvor, hvordan og hvorfor jødeudryddelsen fandt sted og så videre. Men mens historiebøgerne kan fortælle os om koncentrationslejrene og alt omkring dem ned til mindste detalje, så kan litteraturen på sin side anskueliggøre, hvordan det påvirkede et menneske at leve i en. 

Et eksempel herpå er den italienske forfatter Primo Levi, der med sin rædselsvækkende erindringsbog Hvis dette er et menneske, giver læseren et levende, detaljerigt og skrækindjagende indblik i, hvad det gør ved et menneske at leve under forholdene i en koncentrationslejr. Hvordan det var at blive fornedret, hvordan sulten føltes og hvordan et helt minisamfund opstod under de givne omstændigheder. 

Hvordan man blev dygtig til at skjule ting, bytte sig til det man manglede og fandt smutveje for at skabe de bedst mulige forudsætninger for sin egen overlevelse, selvom man ikke vidste, hvor længe det varede ved. Litteraturen tvinger os til at forholde sig til virkelige mennesker i virkelige situationer, som man måske kun har beskæftiget sig med perifert eller slet ikke.


At aflægge vidnesbyrd og bearbejde traumer

Der er talrige eksempler på litteratur, der fungerer på denne måde. Vi ved, at slaveriet var frygteligt for de, der oplevede det. Men vi ved kun for alvor, hvordan forholdene som slave var, hvis vi har gjort os selv den tjeneste at læse bøger som En amerikansk slaves beretning af Frederick Douglass. Vi ved, at totalitære overvågningssamfund nedbryder og ødelægger mennesker, men det er kun et overfladisk begreb, indtil vi har læst 1984 af George Orwell eller Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood. Litteraturen viser os, hvad det vil sige at være et menneske ved at blotlægge menneskets inderste følelser og den menneskelige erfaring. Når støvet har lagt sig efter den igangværende pandemi, så tror jeg, at vi vil se masser af kunstneriske bidrag, der beskæftiger sig med, hvordan det var at være menneske under coronakrisen. Det være sig litteratur, film, musik, billedkunst osv. 

Vi vil som mennesker med den eksakte fællesnævner få brug for kunst, der tør og formår at sætte ord på oplevelsen og, i visse tilfælde, traumet. Frygten, isolationen, mistroen og et væld af andre følelser og omstændigheder, som vi kollektivt har brug for at få italesat. Alt det vil litteraturen og andre kunstformer behandle og formidle på en måde, således at også eftertiden ikke blot står tilbage med historiske fakta, men også vidnesbyrd og idéen om, hvad det gjorde ved mennesket at leve under en verdensomspændende pandemi. Fordi kunsten og litteraturen eksklusivt kan lige præcis dét.


Litteraturen som bindeled og de uudtømmelige liv

Litteraturen er et bindeled mellem mennesker på tværs af kulturer, køn, race, klasse, alder og et utal af andre skel. Hos Snepryd udgiver vi litteratur, som forholder sig til det at være menneske. Og det er netop litteraturens fornemmeste opgave og stærkeste trumfkort. Det er ikke for at påstå, at forskellige kulturformer ikke kan henvende sig til forskellige mennesker. Men litteratur er ikke elitær. Den er alles. Ikke fordi al litteratur er for alle til alle tider, men fordi den tilhører alle. Den lærer os om os selv, hinanden og verden omkring os. Den handler om os og de mennesker, vi deler verden med. 

Den italienske forfatter, filosof og semiotiker Umberto Eco har engang udtalt, at han ikke havde levet i 70 år. Men i 70.000 år, fordi hans minder var fyldt med andre menneskers liv. Fordi han læste om dem, og fordi han tog disse menneskers liv til sig. Kains og Abels liv, Renzos og Lucias liv, Leopardis liv. Disse og andre liv kan man få lov at blive vidne til og en del af, hvis man vil. Sikke en mulighed. Sikke en gave. Det er blot at åbne en bog og begynde med et ud af utallige liv.