Publiceret 2.oktober 2020
Foto: Sofie Thyme
Ida Bruhn Bull (f. 1990) er oprindeligt fra Ballerup, og der mærkede hun første gang glæden ved at skrive, da hun af sin dansklærer i fjerde klasse fik stor ros for sin fiktive fortælling i en stil. På sommerferie med sine forældre, lå hun begravet i den ene bog efter den anden, men fik under stor protest besked på at få frisk luft med resten af familien. Baderinge og madpakker i det fri kunne dog ikke holde hende fra hverken at spise eller spytte bøger ud, og allerede i en alder af fjorten, havde hun gang i sin første roman. Hun beskriver sig selv i sine teenageår som den irriterende kæledægge, som taktisk snakkede sine lærere efter munden, og at denne tid var præget af socialt liv og masser af fester. Efter at have taget sin studentereksamen på Nørre Gymnasium i Husum, flyttede hun til Amager og tog sin bachelorgrad i Arkæologi, og efter et kort møde med japansk og visuel kultur, landede hun med en kandidatgrad i Etnologi. Hun blev i 2019 mor til sin datter efter flere års ufrivillig barnløshed; et forløb, der har været grundlaget for hendes debutroman ’Det er lettest, hvis jeg holder kæft med, hvordan jeg har det’, som blev udgivet på Forlaget Snepryd i august 2020.
Jeg finder Ida siddende i en mørk kælder på en kaffebar på Amager, og vi giver hinanden en tidstypisk albue som hilsen, før vi sætter os og sludrer lidt om vind og vejr. En karismatisk kvinde, let til smil. Hun både fortæller og spørger på sin ærkesjællandske dialekt og er frisk på både interview og at skulle posere foran den fotograf, der ankommer efter samtalen. Efter vores korte samtale om hendes baggrund, glæder jeg mig til at høre mere om hendes liv som forfatter.
”Det startede vel, da jeg i fjerde klasse fik min stil tilbage fra min dansklærer, der så på mig og sagde: ”Det er sgu’ en god stil, Ida”, og jeg smigret fik et godt boost til selvtilliden. Siden har jeg gået på forfatterskolen i Brønderslev på en uges højskolekursus, hvor der var noget undervisning for forfatteraspiranter af etablerede forfatterer. Også lidt forskellige endagskurser på biblioteker, da jeg var yngre, men siden, jeg er blevet voksen, har jeg mest af alt lært ved at læse en masse. Den etablerede forfatterskole har ikke trukket så meget i mig; dels grundet min fordom om, at det er noget arbitrært, hvad der udvælges til at gå der, dels nok grundet en frygt for ikke at blive godkendt.
Jeg tror, jeg i løbet af mine voksne år har fundet mig selv som forfatter, og meget af denne læring kan jeg tilskrive de mange, mange timer, jeg har brugt med bogen i hånden. Jeg synes ikke, man behøver være dybt begejstret for et værk for at tage ved lære af det. En af mine største prægere til min debutroman har været Helle Helle, som egentlig ikke er en forfatter, jeg er vildt begejstret for, men stadig respekterer for hendes intentioner om at skrive om den uundgåelige, ubetydelige og altid tilstedeværende hverdag. Min yndlingsbog er Forbrydelse og Straf af Dostoevsky, og den har jeg trukket mig igennem mange gange. Nu siger jeg trukket, og det er grundet en vis langsommelighed i værket, som også er dets kvalitet.
Hans måde at behandle monotone monologer ved at gennemgå studentens tankestrømme hele tiden, har inspireret mig til også at portrættere den ufrivilligt barnløse kvindes synspunkt, der viser, at hun ingenlunde er objektiv i sit følelsesliv; hun kan umuligt distancere sig fra hændelsen, som det jo er, når man står midt i en emotionel situation. Der kom også kommentarer fra redaktørerne som ”er det ikke lidt unfair, det her?”, og jo, det er hundrede procent unfair, at hun tænker sådan her lige nu, men det er det, som foregår.”
”Som fjorten-femten årig skrev jeg om en verden, jeg kaldte Ringtågernes Land. En rigtig fantasyfortælling, tre sole, der strålede ned på den her verden, hvor omkring der var de her ringtåger, som skabte grobund for religionen i verden. Historien bygger selvfølgelig på messiasmyten, den udvalgtes fødsel, som er vigtig for samfundet. I dette tilfælde en ung pige, den eneste født i hendes år. Kun ringpræsterne kender til vigtigheden af hendes skabelse, og hun må ikke få noget at vide, før hun er gammel nok! Ja, det er en fantastisk fortælling.”
”Jeg synes bedst om mine dialoger. Jeg synes det fungerer godt i replikføringen, at jeg ikke har givet karaktererne navne, og at man ikke følger med i dialogerne med navne og karakterbeskrivelser af ansigtsmimik. Jeg kan godt lide, at det bliver klinisk og rent, næsten objektivt, fordi så kan man ikke andet end at følge med uden at vælge én karakters side til fordel for en andens. Mindre selvsikker er jeg i hele dagbogsformatet, fordi der er en hel del autobiografi involveret. Hvordan sorterer man i det? Hvor meget af det er mig; hvor meget min mand? Jeg har tvivlet meget på, om følelserne af eksempelvis had eller misundelse er for voldsomme i min roman. Det var udfordrende at afbilde disse følelser korrekt i forhold til, hvordan det var på pågældende tidspunkt.”
”Helt sikkert sexscenerne. Jeg har skrevet længe, men aldrig før sexscenerne, og i dette værk skulle de skrives helt nøgternt, hvilket jeg fandt ud af var ret svært. At skulle skrive ”tag mig bagfra” på den måde, havde jeg det lidt svært med, selvom jeg jo ikke er sådan prude af karakter, men at skulle fremlægge et så nøgternt sexliv var en udfordring, men det var en nødvendighed for at beskrive essensen af jeg’ets sexliv som ufrivilligt barnløs; det er så kedeligt, det er skemalagt sex, ”nu skal vi undfange, nu skal vi undfange”. Det gav også et andet billede på, hvad sex kan være, og at det ikke altid er den her svulmende, sensuelle oplevelse. Nogle gange er det helt basic og praktisk anlagt.”
”Den sædvanlige opdragelse i kernefamilien, som jeg også selv kommer fra, opdrager jo tit kønsbestemt piger til at være piger og drenge til at være drenge. Jeg tror ikke nødvendigvis, mine forældre har været til den ene eller anden side, men det er og har været en samfundsmæssig norm, at piger leger med dukker. De leger far, mor og børn, de får dukker og dukkevogne i gaver, de klæder dem på, når de leger, siger de ”nå, hvem skal købe ind, hvem skal hente børn?”, så det bliver stereotypisk fra barnsben. Sådan bliver familielivet noget interessant og spændende, og der sker opdyrkelsen af ønsket om den samfundsnormative kernefamilie allerede. Sådan blev det også mit ønske at finde en mand, der elsker mig, og som jeg kan få hus og familie med.
Altså, hvor mange gange har jeg ikke grædt som teenager, spurgt mig selv: ”Hvad bringer fremtiden mig? Kan jeg blive mor?”. Disse spørgsmål har fulgt mig siden barndommen, hvor jeg også har leget med Barbien, der kunne blive gravid og Babyborn, denne stereotyp ligger i børnenes legetøj og tøj. Da vi havde min datter inde til blodprøve iført blåt tøj, skyndte sygeplejersken sig at sige ”næh, en sød dreng”, selvom hun netop havde læst CPR-nummeret. Heldigvis har jeg også mødt folk, der tør spørge.”
”Dem alle sammen. Had og vrede fylder rigtig meget for hende, og det har fyldt rigtig meget for mig. Hadet over uretfærdigheden i, at andre kan blive gravide spontant. At andre får lov til at blive gravide. Om det er nære venner, bekendte eller folk på gaden, som er gravide, fylder denne misundelse meget. Og selvom det ikke er et ubegrundet had, er det et forkert rettet had.
Jeg ved jo ikke noget om, om mennesker, jeg har følt dette over for, selv har haft en problematiseret proces. Der er så mange bagvedliggende ting, men vi lever også i et samfund, hvor man næsten ikke må være vred længere, og det medfører også en følelse af skam. På et tidspunkt i bogen skriver jeg, at det er lettende at hade andre end sig selv, og det er hadet mod sin egen kvindekrop som biologisk skal kunne bære et barn. Det er som om, at kroppen er en fiasko.”
”Isolation. Det gjorde mig indigneret, og efterhånden afskar jeg mig fra de mennesker, som blev gravide og fik børn. Nogle af dem fortalte jeg årsagen, og nogle af dem tog jeg afstand fra uden at give begrundelse. I forhold til bekendtskaber, var det simpelthen at skære fra, fjerne dem fra mit åsyn grundet den her indignation, men også grundet den ikke-forståelse, som man møder. Men på det tidspunkt havde de heller ikke en jordisk chance for at reagere ordentligt på det, fordi det var så meget lettere at holde kæft med, hvordan jeg havde det. For det var sårende hver gang man skulle høre, at det nok skulle gå.
I parforholdet var det heller ikke just frugtbart, at man lagde så meget had på sig selv. Dette udmøntede sig også i, at jeg lagde meget skyld over på min mand, fordi han bare ikke reagerede, som jeg gerne ville have ham til. Det virkede som om, han ikke var ked af det, så jeg projicerede mine følelser over på ham, fordi jeg ikke kunne se, hvordan han håndterede det som den person, han var og er. Så det skabte selvfølgelig en stor barriere, som kun kunne nedbrydes ved at tale sammen, men også ved at indse, jeg ikke altid havde ret.”
”Jeg har håbet på, jeg har kunne brede min historie ud for at vise, at det er okay at ramme alle følelser. Det er okay at sige til sig selv, at man har en lortedårlig dag, fordi en veninde er blevet gravid, og man ikke har lyst til at gå på arbejde eller se nogen mennesker. Jeg håber, det kan give par i samme situation en bedre forståelse af situationen, og måske en håndteringsmulighed. Og så vil jeg også gerne fortælle en masse pårørerende, at det er så enormt svært at være i det, og at det ikke altid er en hjælp at høre, at tingene nok skal gå, for situationen er så svær at sætte sig ind i.
Min mor har også reageret flot på romanen, og har også sagt, at det aldrig fremgik på mig, hvordan de indre bearbejdelser fandt sted. Jeg vil råde kommende forældrepar til ikke at gøre undfangelsen til et program. Skemalæg det ikke, undgå at det bliver det eneste kæmpeprojekt i jeres liv. Lav en masse andre ting, tag på ferie, drik vin til jeres mad. Man bliver jo altid anbefalet at holde sig væk fra eksempelvis vin, men lad være med at undgå små nydelser, for ellers kan det blive meget hårdt at være i, hvis man på alle områder af livet er under restriktioner.”
”Jeg har altid været stor fan af min morfar, som så er død nu, rest in peace. Jeg har holdt meget af ham i hele mit liv. Han var en kærlig mand, en speciel mand, og siden hans død har jeg fået mange perspektiver på hans personlighed, som jeg ikke kendte til som barn. Jeg synes, det er interessant, det her idoliserede billede man som barn har af voksne, og pludselig finder man ud af, at gud, de er jo bare mennesker. Det synes jeg er interessant, efter hans død; en jeg har set så meget op til, brugt så meget tid med, at han pludselig blev et andet menneske. Jeg har en karakter baseret på ham, og så tænker jeg, at jeg vil prøve lidt af det samme med tankestrømme og monologer.”
”Hvordan har det ikke? Jeg er blevet mor, og det har medbragt alt, hvad jeg har drømt om. Hun er det mest vidunderlige på jorden. Jeg er for det første et meget gladere menneske. Jeg kan rumme svære situationer på en helt anden måde nu. Jeg har stadig mange følelser fra min barnløshed, som også blusser op igen, når der for eksempel kommer en besked om, at en veninde nu er tilfældigt gravid igen. Det tænder den samme vrede fra dengang, men den går lynhurtigt over. Jeg kan lande og se det fra deres side, det vidunderlige i, at det kan være nemt for nogen. Min mand og jeg vil gerne have flere børn, og det bliver igen en udfordring, men vi er parate til at gå den i møde.”
CVR-nr: 30966694
