Støbt i blæk og billeder – Litteraturen er altid hos os

STØBT I BLÆK OG BILLEDER - LITTERATUREN ER ALTID HOS OS


Hvilke generelle betragtninger kan vi gøre os om litteraturens betydning for den vestlige verdens samfund?


Af Kasper de Miranda 

Publiceret 2.oktober 2020















Skriftlig overlevering ligger i mennesket 

I titusindvis af år, siden mennesket videreudviklede sproget til at være mere end bare overlevering af rent praktiske informationer, har vi brugt sproget til at fortælle og samles om historier. Hulemalerier, egyptiske hieroglyffer, de endeløse logbøger fra oldtidens kinesiske regimer. Alle bærer de den fælles menneskelige trang; at gengive regler, beretninger, sange, oversigter, you name it. Her i norden daterer vores skriftlige beretninger tilbage til slutningen af det første årtusind, da de islandske sagaer og en lang række norrøn skjaldepoesi blev nedskrevet efter flere århundreders mundtlig overlevering. Med kristendommens indpas svandt runeskriften hen, og det latinske alfabet vandt den sproglige trone. Herfra skrev tidlige litterater som Snorre Sturlason og Saxo Grammaticus på livet løs, så det nordiske litterære eftermæle kunne foreviges. 


Tidsmaskinen i vores hænder  

I dag sidder vi tilbage med en tidsmaskine, som et helt liv ikke ville være nok til at afdække. Vi har det store privilegium at være i stand til at rejse tilbage og følge Gisle på sin flugt efter at være dømt lovløs. Vi kan følge vores andre forfædres fodspor; både som de hengav deres tro til den kristne gud, hvordan de fulgte Luthers reformative kløft igennem Europa, og hvordan Darwin og Nietzsche var med til igen at myrde denne gud med blodige knive. En række litterære perioder har givet os chancen for at følge vores verdens samfundsstrukturelle udvikling gennem litteraturen. 

En udvikling, vi ikke havde haft en chance for at være vidne til uden den skriftlige overlevering. Sådan fungerer litteraturhistorien som den røde tråd i vores fælles tilværelse, et redskab til at forstå vores samfund og ikke mindst vores sjæl og sind. Litteraturen præger og former vores samtids opfattelse af kærlighed, moral, retfærdighed og endda spørgsmålet om den kluddermutter, som er vores egen eksistens. 


Når litteratur vil mere end læses  

Ikke så sjældent bryder litteraturen fri fra kunstens rammer og får politisk karakter. Jovist, litteratur er ofte politisk i den ene eller anden udformning, men visse litterære rambukke splintrer samfundets forseglede døre. Efter Brandes’ opfordring til at sætte problemer under debat i 1871, kom politisk ambitiøse forfattere til orde. Én af disse problematiske samfundsstrukturer, der blev italesat under Brandes’ forelæsninger med en svimlende popularitet, var kvindernes passive rolle i samfundet. Hertil tiltrådte blandt andre den danske forfatter Herman Bang, som billedliggjorde debatten om kvindernes fastlåste skæbne. 

I takt med denne litterære revolution, vi i dag kalder det moderne gennembrud, blev nordiske forfattere som Amalie Skram og Erna-Juel Hansen navne, vi i dag læser i klar relation til vigtige skridt i kvindernes status i samfundet. Brandes’ renommé lever stadig videre. Og i dag er ligestillingsdebatten mere progressiv end nogensinde, hvor også personer med non-binære kønsopfattelser er ved at få en retmæssig stemme og vejrtrækningsdygtig position i samfundet. 

Mere nyligt så vi, hvordan Yahya Hassan skabte røre med sin kritik af ghettosamfundene i Danmark. Ligesom forfatterne under det moderne gennembrud, blev Hassan det faste diskussionsemne rundt om spisebordene på landsplan. Og borgerne måtte tage stilling til hans kritikker, om de ville det eller ej. Her røbedes det betændte liv for mange af de borgere i Danmark, som lever i ghettosamfundene.  Manden, der nægtede at konformere og blive det borgerlige Danmarks kæledægge, vil måske få sin plads i historiebøgerne som endnu en af de forfattere, der brød litteraturens vante rammer og gjorde et helt samfund vibrerende for en stund. 


Vi finder os selv i fiktionen  

Mange af os kender til fornemmelsen, at et stykke fiktion sparker benene væk under os. En fornemmelse af, at de veludlagte ord på papiret rammer os på en helt særlig måde. Læsning af fiktion er at navigere i en forestillingsramme, som kan manifestere sig i vores subjektive virkelighed. Læserens virkelighedsopfattelse bliver en krydsreference for den konstruerede verden i det fiktive værk. 

Den refleksive læsning af en tekst er om noget subjektiv. Visse mennesker inspireres af Holden Caulfield til at myrde Lennon ved et skud i ryggen. Andre finder ham en smålig teenager, der bør sætte sig tilbage på skolebænken. Selv kedede jeg mig en smule under rejsen med Holden, men slugte en stor klump nær slutningen. Jeg sad tilbage med en følelse af håbløshed over for det at være ungt menneske i et autoritetssamfund. Den slutspurt i værket har gjort The Catcher in the Rye til et stort værk for mig. Fiktionens magi ligger i dens evne til at igangsætte læserens refleksion om, hvem hun er, og hvad hendes holdning til værkets eksistentielle eller kritiske budskab er. 


Synger litteraturen på sidste vers?  

Selvfølgelig ikke! Litteraturen er ligesom sproget under konstant udvikling. Det er en levende organisme, som bare venter på at sprede sig i alle retninger, når den først har ramt den rigtige energi. Den skriftlige overlevering tjener vigtige historiske og åndelige formål i mennesket. Og censur og afbrænding af litteratur forbinder vi med tyranni. Forhåbentligt har den skriftlige overlevering ikke udtjent sin værnepligt endnu. Litteraturen som nedskrevne historiske levn er på en velfortjent piedestal. Hvad end det er et stykke matematisk teori om den pythagoræiske læresætning, eller det er en roman omhandlende en sulten mand i Kristiania, som leder efter noget at spise. Litteraturen spreder sig hastigt til flere forskellige medier. Det bliver spændende at se, hvilke uforudsigelige steder den vil manifestere sig i løbet af dette århundrede. Og til alle forfatteraspiranter, vil jeg afsluttende opfordre jer til at tilslutte jer historien og skrive, skrive, skrive!