Publiceret 29.september 2021
Selvom Julie Andrea Larsen ikke er sikker på, om hun altid gerne har villet være forfatter, så er det at skrive historier alligevel noget, der altid har føltes naturligt for hende. For lige siden hun var lille, har hun holdt meget af at skrive lange historier og stile – hjulpet på vej af sin meget levende fantasi, fortæller hun. At skrive historier var noget, hun brugte meget tid på i de mindre klasser, og efter en tids pause i gymnasiet startede hun skriveriet igen i forbindelse med tilvalgsfaget Skrivekunst i forlængelse af universitetsuddannelsen Dansk. På holdet blev de en dag introduceret for en artikel, der diskuterer den danske forfatter Per Højholts opfattelse af børnelitteratur. Ifølge Højholt kan børnelitteratur ikke være kunst, da der er en ulige relation mellem barn og voksen, som bestemmer, hvilke temaer en forfatter kan og ikke kan skrive om. Det satte gang i Julies tanker, hun fik efterfølgende lyst til at prøve at skrive noget selv, hvor denne relation ikke skulle komme til udtryk. Julie syntes ikke, at Højholts opfattelse gav mening, for selv tænkte hun, at de mest eksistentielle ting i livet vel gælder både børn og voksne.
”My & Arthur” skulle gives som dåbsgave til Julies nevø. På trods af at der var en deadline, så var historiens handling noget, som egentlig kom ret nemt og spontant til hende: ”Arbejdet med bogen har været meget let, fordi den er skrevet ud fra nogle sider, som jeg kan relatere så meget til, hvor jeg også hurtigt har kunne sætte mig ind i karaktererne”. Til karaktererne My og Arthur fandt hun nemlig inspiration ud fra nogle af sine egne følelser, som hun kunne genkende hos sig selv og nogle dynamikker opstået i relationen til sin lille søn: ”Som udgangspunkt handler historien om den temperamentsfulde heks My og vennen Arthur, der ikke altid får sagt det højt, når noget irriterer ham. Det er noget, som vi i høj grad kan iagttage hos os selv og andre. ’My og Arthur’ kan på en måde siges at være en afspejling af nogle rå og rene følelser.”
Det, som Julie skrev mest af på Skrivekunst, var i starten egentlig henvist til voksne. Men det var, som om der på en eller anden måde hele tiden sneg sig et eller andet magisk ind, som hun godt kunne lide. Da kunne hun se, at hun måske passede bedst til at være børnebogsforfatter, eller at det i hvert fald var der, hvor der var lidt mere rum til noget magi. Da opstod muligheden også for at skrive til børn om meget eksistentielle ting på en meget ren og ærlig måde. Som et eksempel på denne tilgang nævner Julie billedbogen Eventyret om en blomst af Jesper Boas Smith. Bogen har en far skrevet til sit lille barn, hvis mor er død af kræft: ”Bogen er en simpel - men hjerteskærende - fortælling, hvor der kun står to linjer på hver side, som gik lige i hjertet på mig. Jeg blev inspireret den vej til at tænke, at det var en genre, hvor man virkelig kunne nå ind til folk på en særlig måde, og hvor det på en måde bliver renere. I rigtig lang tid har børnebøger ikke som sådan sagt noget, haft noget dybere i det eller haft noget, de kunne identificere sig med, men i højere grad bare skulle underholde børnene. Måske bør man i stedet skrive bøger, som børn kan bruge som et redskab, hvor de forstår, at bøger ligesom kan komme ind med noget, de kan bruge. Det synes jeg, giver rigtig god mening, og jeg synes også, det er en spændende og virkelig god tilgang at skrive til børn på.”
Da fortæller Julie også, at hun på daværende tidspunkt er i gang med at skrive flere ting til børn, der følger denne tilgang. For det er en genre, som ikke er helt let at slippe.
CVR-nr: 30966694
