Publiceret 7.december 2020
Lige fra vikingetidens islandske sagaer til nutidens minimalistiske tekster har litteraturen været et medium mellem mennesket og historien. Den åbner op for universer, uvirkeligheder og utopier samtidig med, at den skaber rodfæste og samhørighed – blot ved ordets magt. På samme måde som man kan undersøge levn og knoglerester i jorden, kan man lære om samtiden gennem litteraturen. De sirligt sammensatte sætninger fortæller os om hvem, vi var engang. Vilkårene, tendenserne og drømmene – alt sammen gennem brug af litteraturen. De to – historien og litteraturen er uomtvisteligt bundet sammen.
Helt tidligt i vores historie var fortællingerne et sted, hvor vi søgte svar og afmystificering af fænomener, som vi endnu ikke havde nutidens videnskab til at forklare. Skal man se på litteraturen som det forklarende element, er det særligt interessant at spejde mod bibelske lignelser og myter. Deres funktion var blandt andet at belære folket og styrke troen på religionen. Det er i dag fortællinger, som vi mennesker — homo rationalis – muligvis har nogle andre fortolkninger og udlægninger af, end man havde i samtiden, men det gør dem ikke mindre lærerige. Set gennem nutidens naturvidenskabelige briller har syndfloden måske været forklaringen på en flodbølge forsaget af naturen, ligesom mange mytologiske væsner er et billede på et naturfænomen, fx Thor fra den nordiske asatro som forklaring på tordenvejr. Eller den græske mytologis myte om korngudinden Persefone, der i Demeterhymnen blev kidnappet af Hades og måtte tilbringe en tredjedel af året i underverdenen, hvilket forklarede årstidernes skiften.
I dag vil man som ikke-troende individ sandsynligvis så tvivl om troværdigheden af disse fortællinger, men en del af dem er immervæk stadig relevante i 2020. Sagnfigurer som Ikaros og Narkissos skulle advare imod overmod og selvhøjtidelig – noget, som i Danmark kunne virke familiært, hvis man er bekendt med janteloven.
Litteraturen er med sine mytiske fortællinger tilsvarende blevet brugt til at søge en årsagsforklaring og en gyldighed. I middelalderen var det folkeviserne, der skulle moralisere og forklare det uforklarlige. Samtidig lærte viserne befolkningen, hvor de hørte til i samfundet og opdragede dem til at forholde sig til livets store, skæbnebestemte overgange. Det var fortællinger, som blev overleveret fra mund til mund, sunget videre, og på den måde var ophøjet. Folkeviserne var både til for at underholde og opdrage i en tid, som var præget af voldsom vækst på næsten alle parametre. Sideløbende med kristendommens udbredelse, et massivt befolkningsboom og nye opfindelser i middelalderen, skrev Saxo omkring 1100-tallet værket Gesta Danorum, der skulle skildre og i særdeleshed hylde Danmark som et heroisk land, der kæmpede for retfærdighed og frihed. Tager man de kildekritiske briller på, vil man nok ikke betegne de kristne korstog som heroiske i dag. Med Saxos værk kan vi ikke blot læse om samtiden, men også om, hvordan man benyttede litteraturen – i dette tilfælde til at tegne et positivt billede af Danmarks historie som et glorværdigt og stolt land. Vi ved nu, at man kan læse lige så meget mellem linjerne som i de ord, der står skrevet, og med litteraturen få et meget mere nuanceret billede af danernes bedrifter i samtiden.
Leonora Christina Ulfeldts Jammers Minde er et andet eksempel, som illustrerer vores brug af litteraturen i Danmarkshistorien – her i et forsøg på at rense sit og ægtemandens navn efter anklager om landsforræderi. Værket Jammers Minde skrev Leonora i 1600-tallet, mens hun i næsten 22 år sad fængslet i Blåtårn, hvor hun – bevæbnet med pen og blæk – skrev sig ind i Danmarkshistorien. Værket faldt tilmed på et tørt sted, da det udkom mange år senere i 1869, hvor danskerne havde allermest brug for det.
I 1800-tallets Danmark herskede romantikken, som var kendetegnet ved guddommelighed og idyl, men i virkeligheden var perioden omkring 1800-tallet ikke lutter idyl for landet. Med blandt andet Norges løsrivelse fra Danmark i 1814 og slaget ved Dybbøl i 1864 var det ikke just gunstige vilkår for vort lille land. Men vi vendte blikket mod organismetanker og dualisme, som måske netop var det, folket behøvede for at kunne udholde omstændighederne. Rettidigt kom Leonora Christina Ulfeldt som en heroisk retfærdighedsgudinde, der havde kæmpet mod fjenden, nemlig sin bror Kong Frederik den 3. og den tyskfødte dronning, Sofie Amalie, der for mange blev billedet på ærkerivalen. Her spillede litteraturen og værker som Jammers Minde en central rolle i forbindelse med Danmarks æresoprejsning efter de fatale nederlag, vi blandt andet havde lidt i 1864. Dualismen var ikke kun en åndelig, romantisk idé – tveheden ses også i forfatterskaber som Oehlenschläger og H.C. Andersen, der i romantikken skrev sideløbende med nogle af Danmarks nederlag, men som søgte mod guldhorn og eventyr fremfor krig og tab, som jo egentlig var realiteten i landet. I dette tilfælde var litteraturen en trøst, der skulle distrahere fra virkelighedens vilkår ved at vende opmærksomheden mod Gud, konge og fædreland.
I dag romantiserer og hylder vi forfattere som Oehlenschläger og H.C. Andersen, men også i romantikken drømte man sig tilbage til en anden tid med sagaer, folkeeventyr og folkeviser, som i høj grad blev idealiseret og var billedet på en ny guldalder. Hvorfor drømme bagud i stedet for fremad? Måske fordi vi sommetider har behov for at drømme os væk – så langt væk fra genkendeligheden som muligt.
Med litteratur kan vi udforske, opdage og blive udfordret i vores tankegange. Litteratur kan i den grad ligeledes blive benyttet som en provokation, endda i en sådan grad, at værkerne bliver forbudt og bandlyst. Lolita af Vladimir Nabokov, Ulysses af James Joyce og American Psycho af Bret Easton Ellis er blot eksempler på bøger, som blev forbudt flere steder i verden, da de udkom. Bøgerne har været farlige, fordi de har udfordret læserne både med tabuiserede emner og et uanstændigt sprog. Da Lolita blev udgivet i 1955, blev læserne forargede over det anstødelige og ligefrem pornografiske indhold i en sådan grad, at bogen blev bandlyst i blandt andet Frankrig og England. Efter et par år vendte folkets indstilling til værket dog, og det endte med at blive anset for at være et af 1900-tallets litterære mesterværker. Lolita er blot et af flere eksempler på værker, som har været skelsættende og revolutionerende for samfundet på udgivelsestidspunktet. Det er et godt billede på litteraturens og i det hele taget ordenes magt, som i sin alsidighed kan underholde, provokere og i sidste ende rykke ved vores grænser. Det er netop det, litteratur også kan – søge og overskride grænser, udfordre læseren ved at adressere tabuiserede emner og gøre det med et så groft, men fængslende sprog, at man ikke kan stoppe med at læse.
Litteraturen er på mange måder det skrevne talerør til og for folket, og den vil uomtvisteligt være forbundet med historien og den virkelighed, vi lever i. Derfor er det også interessant at tænke på, hvad man mon om et århundrede vil sige om den litteraturhistoriske periode, vi gennemgår lige nu. Hvordan vil nutidens værker blive fortolket, og hvad vil den sige om måden, hvorpå vi bruger litteraturen? Og hvad er det, de historiske værker har gjort, ikke blot for litteraturen, men for mennesket? Én ting er sikker i denne sag: Med litteraturen bliver vi ikke blot ordene, men indsigten rigere. Og det er ganske vist!
CVR-nr: 30966694
