Publiceret 26.oktober 2020
Seks umiskendelige og fasttømrede striber – RØD, ORANGE, GUL. GRØN, BLÅ, LILLA – griber umiddelbart øjet, når man kigger på omslaget til bogen ”1996 – Udstationering”, der netop i disse dage er sendt i trykken for Forlaget Snepryd og lander på hylderne d. 30. oktober. Vi kender striberne fra regnbuen på himlen, når solens hvide lys brydes i regndråberne og spaltes i den rene farveskala. Men vi kender også striberne fra et ganske særligt flag – regnbueflaget – som uden tvivl er det mest anvendte og berømte symbol for LGBT-miljøet verden over. Forfatteren til bogen, KARIN IFANGER, lægger da heller ikke skjul på, at hun er homoseksuel, ligesom hovedpersonen i bogen i øvrigt, der skildrer en homoseksuel kvinde ved navn Kira, der bliver udstationeret som ankermand på et større IT-projekt på Cypern. Forfatterintentionen synes hermed ikke til at misforstå.
Nu kunne man tænke sig, at undertegnedes afsæt i bogens regnbueomslag netop beror på denne mere utilslørede forfatterintention: en stolthed og åbenhed over ens seksualitet. Men i virkeligheden beror mit afsæt snarere på det faktum, at regnbuen – den rene farveskala – på mange måder synes at omfavne hele KARIN IFANGER, altså forfatteren bag bogen. Dette bliver jeg navnlig opmærksom på, da jeg møder forfatteren en fredag formiddag i oktober, hvor vi har sat hinanden stævne over telefonen til en samtale om bogen og det levede liv, som den udspringer af. Og efter den omtrent to timers lange samtale er jeg ikke i tvivl; regnbueomslaget er en oplagt og gedigen genspejling af KARIN IFANGER, hvorfor jeg næppe kan tænke mig nogen bedre måde end at tage afsæt i det farveprægtige omslag. Men hvad er det så, der gør Karin Ifanger til en regnbue?
Et spørgsmål, der bedst lader sig begribe ud fra den metaforiske tanke: at være et mangefacetteret, livligt og spændende menneske, og et spørgsmål som jeg i nærværende artikel vil forsøge at kaste lidt lys over.
Klokken er et par minutter over ti en fredag formiddag i oktober, da Karin Ifanger efter lidt tekniske opstartsproblemer toner frem på skærmen af min mobiltelefon. Hun er glad, kæk og øjensynligt stilbevidst med fikse, farverige og kuglerunde briller, som undertegnede heller ikke lader gå ubemærket hen.
Snakken går ubesværet, og inden længe har jeg de mere faktuelle info på plads om samtalens hovedperson. Karin Ifanger er pensionist, fraskilt, mor og hustru – og så elsker hun virkelig keramik. Hun bor med hustruen Ellen og schnauzerhunden Sitka (opkaldt efter et grantræ og en indianerstamme i Canada) i den lille nordsjællandske by Torup. Torup der i øvrigt fornemt har markeret sig på landkortet med titlerne Danmarks første bogby og Årets Landsby 2019. Her har forfatteren imidlertid ikke altid boet, ligesom hun heller ikke altid har været forfatter.
Forud ligger nemlig en lang og hæsblæsende karriere indenfor IT-branchen med rejser, succes, et tårnhøjt ambitionsniveau og undertiden lidt for meget alkohol, hvis man spørger forfatteren selv. ”Karrierefreak” og ”lokomotivfører” er umiddelbart de enkeltord, forfatteren bruger om sig selv, da hun forklarer, hvor meget arbejdet i virkeligheden har optaget hende gennem årene. Et liv hun dog med sit otium har lagt på hylden, fordi ”nu er det tid til at sætte sig længere ned i en af togvognene og lade andre styre lokomotivet”, som hun meget emblematisk udtrykker det.
Som et resultat af den erkendelse flyttede Karin og Ellen i 2015 fra København til den lille sjællandske flække nordpå og blev landboere, hvor kæresten tilmed var så heldig at få en stilling som organist i området. I Torup er livet betydeligt anderledes end det hvileløse by- og arbejdsliv, hun tidligere har været vant til. Her er der dømt natur og landsbyliv. Her er der tid til at realisere og dyrke mere kunstneriske udtryksformer som for eksempel skriverier, billedmageri og keramik. Nej, der er skam ikke noget, der tyder på, at Karin Ifanger er i fare for lediggang; for skrevet, malet og lavet keramik bliver der.
Og foruden at kunne kalde sig forfatter, kan hun tilmed snart skrive keramiker på CV’et, hvilket må siges at være en ret så imponerende bedrift – i hvert fald i denne skribents øjne, der godt husker, hvor vanskeligt det er at håndtere en klump ler på det roterende pottemagerhjul.
Sammen med skolekammeraten Kit, hos hvem hun også er i lære, er en gammel drøm om eget keramikværksted og ‑galleri desuden blevet til virkelighed. Imidlertid kan Karin ikke kalde sig keramiker, førend hun har drejet en tepotte, der kan godkendes af Kit.
I bogen ”1996 – Udstationering” er det dog ikke kunsten og keramikeren, der er omdrejningspunktet, selvom der også henvises hertil, men derimod en fremtrædende IT-medarbejder og dennes såvel praktiske som personlige udfordringer undervejs. En branche – ganske vist lidt stereotypt (indrømmet!) – man måske heller ikke lige umiddelbart forbinder med kvinder.
I foråret 1996 rejser en kvinde ved navn Kira, også bogens hovedperson, til byen Nicosia på Cypern for at arbejde på et større IT-projekt for en cypriotisk kunde. Hjemme i Danmark efterlader hun kæresten Susanne gennem snart otte år og sønnen Gorm, der nu må flytte ind i det nye hus alene, som kæresteparret netop har købt sammen. Det vil måske i de flestes øjne synes en kende egoistisk af hovedpersonen, eftersom det er en beslutning, hun tager – vel at bemærke – uden rigtig at inddrage familiens syn på det.
Men hovedpersonens mere impulsive karakter insisterer på at forfølge sin eventyrlyst. For hende handler det om at kombinere sit arbejde med det søde Middelhavsliv, hvor der er ”blomstrende mandeltræer, appelsinlunde, oliventræer, kridhvide sandstrande, lune aftener og musik og dans” (s. 6), som hovedpersonen meget romantisk forsøger at overbevise sin kæreste med over et par fyraftensøl. Det romantiske setup bliver der imidlertid ikke meget af. Susanne kommer aldrig til Cypern, og Kira kommer ned til et projekt, der lider under uorden og misvisende statusrapporteringer og en projektdirektør, der ikke forstår sig på at være synlig for sine medarbejdere, hvilket resulterer i lange og slidsomme arbejdsdage for Kira og hendes mandskab med begrænset fritid; naturligvis også begrundet i en ansvarsbevidst og arbejdsom kvinde, der er sej som fransk nougat og stålsat på at gennemføre projektet.
Kvinden, der rejser afsted, hedder som bemeldt Kira, og hun minder ganske vist til forveksling om Karin Ifanger selv. Foruden den oplagte navnelighed (Karin/ Kira) har begge nemlig en baggrund i IT-verdenen, begge har de været udstationeret på Cypern, begge er de lesbiske, og begge har de en interesse for keramik. Jeg må da også flere gange undervejs i vores samtale tage mig selv i at kalde hovedpersonen for Karin – og ikke Kira. Forfatteren tøver da heller ikke med at sige, at bogen hviler på egne erfaringer. ”Det, der står i bogen, er i vid udstrækning sandt”, forklarer hun, da jeg spørger ind til denne del, men hun har naturligvis i bedste fiktionsstil ændret navnene af hensyn til de medvirkende.
Men i grunden er det ikke afgørende, hvor meget der er sandt, og hvor meget der er falsk. Det afgørende er derimod de erfaringer, som hovedpersonen gør sig i forbindelse med udstationeringen. For Kira støder på udfordringer, der i grunden kunne være vores allesammens udfordringer under givne omstændigheder: nyt land, nye kolleger og nye forhold omkring arbejde, venner og fritid at handle efter samt en fraværende kæreste og søn. Kira, kunne man sige, bliver i større eller mindre grad, en repræsentant for mange andre. En person at spejle sig i – også selvom man ikke lige er homoseksuel. Og netop homoseksualitet kunne man sagtens forestille sig tage større del i bogens grundliggende konflikt, men homoseksualitet er – som udtrykt i bogen – givetvis ikke noget, man skilter med på Cypern anno 1996, hvorfor Kira er diskret og lader lokalbefolkningen være uvidende herom. Derfor forbliver denne konflikt også mindre udtalt gennem bogen.
Bogens primære konflikt, derimod, skal findes i balancen, eller mangel på samme, mellem arbejde og familieliv; for selvom Kira bestræber sig på at få de to til at gå op i en højere enhed, lykkes det aldrig helt, og på en ferie i Danmark, hvor også brylluppet skal stå, detonerer bomben. Her bliver det klart, at udstationeringen og det hektiske arbejdsliv har fået konsekvenser for parforholdet.
Noget man som læser dog har kunnet fornemme undervejs som en ulmende uro under overfladen. En fornemmelse der især får næring af de evigt lange arbejdsdage på Cypern og den sparsomme kontakt mellem kæresteparret, hvor man ofte hører om forgæves telefonopkald og ingen ledige internationale linjer. Læg dertil, at kæresten Susanne som nævnt aldrig kommer til Cypern, og – ikke mindst – hovedpersonens egne betænkeligheder ved forholdet og det fremtidige ægteskab: ”Jeg tror, det betyder mere for hende end for mig. Ægteskabet opfatter jeg mest som en praktisk foranstaltning, hvor vi sikrer hinanden økonomisk, hvis en af os pludselig dør. Jeg er lidt foruroliget over, at jeg ikke kan mærke min kærlighed til hende” (s. 87).
Som helhed taget sidder man som læser tilbage med en følelse af at være vidne til et uafværgeligt flystyrt fra landjorden. ― Men alvorlige ulykker som flystyrt kan som bekendt medføre nye indsigter, og dette ’uafværgelige’ er netop noget, som forfatteren Karin Ifanger selv kan se med retrospektionens øjne. Forholdet til kæresten var i virkeligheden nok allerede afviklet inden afrejse, erkender hun.
At erkende et forholds ende er én ting. At erkende ens levemåde som uhensigtsmæssig og nedbrydende er en anden ting. Ikke desto mindre er det lige akkurat, hvad der sker for Kira i bogen. Et par samtaler med sønnen Gorm løfter navnlig sløret herfor, idet Kira pludselig får øjnene op for, at hun har været tilbøjelig til kun at tage hensyn til sig selv og sine egne behov og interesser uden blik for, at de valg, hun foretog, havde indflydelse på sønnens liv. Alligevel er det et truende sammenbrud efter hjemkomsten, der omsider får Kira til at opsøge en psykolog og gå indover dørtrinnet til Anonyme Alkoholikere og blive medlem.
Spørger man forfatteren selv, er hun heller ikke i tvivl: udstationeringen var udslagsgivende faktor i forhold til at erkende, at noget måtte ske med måden, hvorpå hun levede sit liv. ”Udstationeringen var en øjenåbner og kickstartede en personlig udvikling og livsomlægning, hvor de indre værdier og følelser blev sat i højsædet”, forklarer Karin Ifanger. Et indre der hidtil var blevet nedprioriteret til fordel for et liv i overhalingsbanen med karriere, rejser, fester, alkohol og – fristes man til at sige – skyklapper. I dag er skyklapperne imidlertid så godt som forsvundet, og Karin Ifanger er blevet betydeligt bedre til at mærke og lytte til sig selv, om end der er tale om work in progress. Og herved er vi tilbage ved udgangspunktet, Karin Ifangers otium, med hvilket hun markerer et endegyldigt farvel til karrierefreaken til fordel for mere ro, kunst og åndsliv. Til fordel for forfatteren, maleren og keramikeren.
Og til den læser, der endnu måtte betvivle, hvorfor Karin Ifanger kan sidestilles med lysfænomenet regnbuen, vil jeg her blot servere i nedkogt udgave: en stribe for karrierefreaken og den begavede IT-leder. En stribe for den modige og sejlivede. En stribe for kunstneren, og en stribe for forfatteren. En stribe for den impulsive og virkelystne – og sidst, men ikke mindst: en stribe for de fikse farverige og kuglerunde briller, der sidder på Karin Ifanger.
CVR-nr: 30966694
