Publiceret 22.februar 2021
Hvad vil det sige at være menneske? Dette spørgsmål er udgangspunktet for Intethedens Tegn, som er en filosofisk fantasyroman. Romanen udspiller sig som en samtale mellem snigmorderen Zynn og kejser Palasander, der regerer i riget Clastara. Sammen skal de opfylde en gammel profeti og afgøre menneskets skæbne. Er menneskeheden overhovedet værd at redde? For at kunne beslutte sig, må de tale om, hvad det betyder at være menneske, og hvilket eksistentielt grundlag, mennesket beror på. Zynn har dog ikke høje tanker om menneskeheden, og derfor fortæller han sin livshistorie til kejseren. Zynns historie er præget af svigt og hævnbegær, men også venskab.
Gustav Østeraa (f. 1991) er forfatter af Intethedens Tegn, som udkom d. 3. juli 2020 fra Forlaget Snepryd. Romanen er Gustavs debutroman, og han kan da også løfte sløret for, at bogen er ved at blive oversat til engelsk, og at der er en to’er på vej i serien om Intethedens Tegn. Gustav dimitterede i 2016 fra Aalborg Universitet med titlen cand.mag. i Anvendt Filosofi; en uddannelse, der danner god grobund for hans forfatterskab og filosofiske fantasyroman. I sin afhandling fra universitetet skrev Gustav om en bestemt forståelse af æstetik, som blev præsenteret på baggrund af filosoffen Arthur Schopenhauer. Schopenhauer har da også været en kæmpe kilde til inspiration for Gustav til romanen. I sin afhandling benyttede Gustav netop Schopenhauers tanker om æstetik til at komme frem til en ’livskunst’, altså læren om at leve livet. I grove træk går denne livskunst ud på at lære at begrænse begær for i højere grad at kunne værdsætte tingene omkring én.
Meget af inspirationen til Intethedens Tegn stammer fra filosofiens verden. Især Schopenhauer, der var kendt for sin pessimistiske filosofi, har været en stor inspiration til bogen, men han er langt fra den eneste. Nietzsche og Machiavelli har også været en stor inspiration, især til karakteren Palasander.
Jeg har selv fundet på navnene, men det eneste, der kan siges at have en speciel betydning, er hovedpersonens navn. Navnet Zynn kan godt lyde en smule som ordet synd eller det engelske sin. På mange måder synes jeg, at det er et passende navn til en person, der siger alle de ting, som de fleste ikke har lyst til at blive konfronteret med. Her tænker jeg på Zynns pessimistiske livssyn. På en måde virker det nærmest syndigt, hvis en person går ud og siger, at menneskelivet måske ikke har værdi, eller at det måske ville være bedre, hvis menneskeheden mødte sin ende, fordi livet hovedsageligt er lidelse. Sådan nogle ting stiller vi som regel ikke spørgsmålstegn ved, måske fordi vi er bange for at finde frem til svar, vi ikke kan lide.
Det er et svært spørgsmål. Jeg gør mit bedste for at værdsætte de ting, som har betydning i sig selv, såsom familie og venner. Der er mange ting, man kan stræbe efter, som i virkeligheden kun er midler til at opnå noget andet, og det kan også være fint nok, men det er bare vigtigt, at der er ting i éns liv, der rent faktisk betyder noget i sig selv. Derudover er jeg blevet meget bevidst om den rolle, som begær og ønsker spiller i livet. At ville noget nyt i sit liv kan være spændende, men det betyder samtidig, at man kan føle, der er noget, man mangler. Derfor er det ikke udelukkende godt at have en masse ønsker, og det er værd at vælge sine ønsker med omhu, hvis man er i stand til det.
Schopenhauer har været en rigtig stor inspiration til bogen. Den mest indlysende inspiration er pessimismen, der kommer til udtryk gennem Zynns holdninger, men Schopenhauer har også været en stor inspiration til de magiske elementer i bogen. Hvis jeg skal nævne et eksempel, så var det hans forståelse af æstetik og kunst, der gav mig ideen til de kræfter, som tranzenden besidder. I Schopenhauers æstetik er det, som om individet træder helt i baggrunden i mødet med det skønne. Individet forsvinder nærmest, så subjekt og objekt smelter sammen. Jeg legede med tanken om, at hvis det er rigtigt, at man kan blive ét med et objekt ved an anskue det på en bestemt måde, så ville det give god mening, hvis man også kunne kontrollere det objekt, som var det éns egen krop. Det er lidt det, en tranzend kan.
Der er ikke nogen karakterer, der som sådan kan siges at præsentere nogen bestemte tænkere en til en. Dog vil jeg sige, at Zynn med sine ret dystre konklusioner er legemliggørelsen af en pessimistisk filosofi. Hans måde at tænke på er inspireret af Schopenhauer, men også af andre pessimistiske tænkere. Palasander er ligeledes, udover Schopenhauer, inspireret af Nietzsche og til dels Machiavelli. Det er dog ikke ensbetydende med at alt, hvad Palasander siger, er i overensstemmelse med disse tænkere. Alligevel er der en sjov lille hentydning i Intethedens Tegn, nemlig at Palasander er søn af en præst, hvilket Nietzsche også var.
En af de ting, jeg gerne vil med bogen, er, at få læseren til at reflektere ærligt over livet og de store eksistentielle spørgsmål. Jeg vil især gerne sætte fokus på pessimismen, da jeg mener, der er meget godt at hente, selvom det måske lyder mærkeligt. Jeg tror, de fleste har en forestilling om, at livet grundlæggende er godt, og selvom det måske ikke er perfekt, så skal udviklingen nok sørge for, at det bliver bedre. Det er den slags forestillinger, jeg gerne vil udfordre gennem Zynn, der tør at komme med et andet perspektiv. Det er ikke, fordi jeg siger, at Zynn nødvendigvis har ret, men jeg tror, at hvis man skal leve et godt liv, må man også have en korrekt opfattelse af livet. Hvis man har en idé om, at det er meningen, at livet hele tiden skal være godt og fyldt med glæde, så bliver det sværere at håndtere det, når det viser sig, at der faktisk også er rigtig meget lidelse forbundet med det at leve. Man kan derimod ikke rigtigt blive skuffet over livet eller sig selv, hvis man i forvejen er klar over, at det aldrig var meningen, at livet skulle være nemt. Vi lever i en tid, hvor der er ekstremt meget fokus på at være perfekt. Man skal hele tiden leve op til forventningerne, man skal udvikle sig konstant, og man skal gerne have en plan. At samfundet er indrettet sådan, tyder umiddelbart på, at der er en lidt for optimistisk forståelse af livet, der ikke stemmer overens med, hvor nemt det er at snuble i livet. Livet er nemlig ikke altid nemt, og det er meget sandsynligt, at tingene ikke altid går, som man ønsker, og det bliver man ikke et dårligt menneske af. Der er heller ikke noget at sige til, hvis livet er hårdt, for mennesket har ret hårde vilkår. I modsætning til andre dyr, skal vi forholde os til både fortiden og fremtiden, fordi vi er bevidste om os selv og tiden. Derfor er det nemt at plages af ting, man engang har gjort eller frygte for fremtiden. Jeg tror, der er mange, som vil gavne af at forholde sig mere til pessimismen, men problemet er, at de fleste ikke har lyst til det. Det er nemt nok at acceptere en optimistisk fortælling om, at livet grundlæggende er godt, og at der er mening med det hele. Det er den fortælling, vi bedst kan lide. Hvis en person siger, at livet grundlæggende består af lidelse, er det ikke en person, som særligt mange har lyst til at tage seriøst, så det gør de ikke. Men det er der, fiktion kan noget særligt. Ved at præsentere de mørke tolkninger af livet gennem en fiktiv karakter, tillader man læseren at forholde sig til tankerne på en mere distanceret måde. Det er jo ikke fordi, der seriøst er en person ved siden af dig, som prøver at fortælle dig, at menneskelivet er møjsommeligt. Zynn er jo bare en karakter i en bog, så det er okay, at han har sit negative syn på tingene. Over for Zynn er der så Palasander, som er den karakter, der giver Zynn modspil og prøver at argumentere for, at livet ikke er så slemt, heller ikke selvom man accepterer præmissen om, at der er virkelig meget lidelse forbundet med det. På den måde bliver det en nuanceret samtale, der ikke konkluderer hverken det ene eller det andet, men præsenterer nogle forskellige synsvinkler.
CVR-nr: 30966694
